STIJN STREUVELS:
JULEBARNET

STIJN STREUVELS
JULEBARNET
MED FORFATTERENS TILLADELSE
- OVERSAT FRA FLAMSK AF -
OSKAR V. ANDERSEN

A/S VARDEN
FR. CHRISTTREU'S BOGTRYKKERI
KØBENHAVN
1913

I.

  Paa en eneste Nat blev hele Egnen hvid af Sne. Da
Dagen brød frem, var alting dækket af den, saa
at man ingen Steder kunde se blot saameget som
et lille grønt Blad eller en farvet Plet - saa langt
Øjet rakte, var det hele kun en jævn, hvid Flade.
Sneen, den var Luften fuld af. Oppe fra den
graa Himmel dryssede Fnuggene ned og hvirvlede omkring som
mørke Krummer; de sværmede rundt som en Flok Myg, men
nede ved Jorden var det, som om en Mængde vævre, hvide Sommerfugle
svirrede omkring i overgiven Leg; bløde Vattotter, der
saa tætte som Hagl drejede sig rundt om hverandre, hoppede og
dansede eller dalede skraat nedad som Traade, der vævede sig
ind imellem hverandre, faldt til Jorden og blev liggende der,
stille, lydløse og døde paa den tykke, dunede, hvide Pels.
  Til henad Middag blev Snevejret ved, saa tyndede det lidt
efter lidt ud imellem Fnuggene, indtil Himlen syntes helt ren og
klar og hang som en tynd, ensartet, graa Masse over en nyskabt
og endnu uberørt Verdens hvide Ensformighed.
  Alting, baade højt og lavt, var helt dækket af Sne; Huse og
Gaarde, Veje og Stier, det var altsammen gaaet tilgrunde og fejet
bort - kun Tagene ragede endnu op, men de stod, som om de
halvvejs var sunket sammen, og lignede skæve Snedriver. Træerne

- 4 -
stod, som om der laa et tykt Lag Vat paa alle deres Grene; de
lignede sletikke Træer mere, de saa ud som forunderlige Uhyrer,
Fortidsvækster, der var skudt op over en ubeboet Vinterverden.
  Himlen blev ved at være overtrukken, og Sneen blev liggende til
stor Sorg for de stakkels, smaa Fugle; men til ligesaa stor Glæde
for alle Børnene - baade fattige og rige!
  Paa hele den hvide, uoverskuelige Snemark stod der kun et eneste
Hus. Ukendeligt mellem Snedriverne og udvisket, selv ikke stort
andet end en Snedrive med en Døraabning i og et eneste lille
Vindue, der tittede frem som et Øje under den tykke Pelshue,
der dækkede det hele lige ned til Jorden. Det lignede en Grotte,
et Rævehul i Vildnisset.
  Men indenfor var der dog Liv; en svag Ild af Hørstængler
ulmede paa Arnen, og der var ganske stille i Køkkenet.
Faderen arbejdede ikke; han sad alvorlig og bekymret og
stirrede frem for sig; saa rejste han sig, gik et Par Skridt og
satte sig saa igen for til ingen Nytte at pirre lidt op i Ilden.
  Meetje Mooie var inde i Væverset, hvor Moderen allerede
i nogle Dage havde været sengeliggende.
  Moder var syg. Med et Ansigt, der var præget af Sorg, havde
Fader sagt det til Børnene, og Bedstemoder havde med hævet
Pegefinger formanet dem til at være stille.
  Og de seks smaa Børn var saa stille, at de næppe turde røre
sig. Med Angest i Blikket skævede de hen imod Døren til Væverset,
hvor Moder laa tilsengs, og de pegede med deres smaa
Fingre hen i den Retning for at lade hverandre vide, at det var
der, Moder laa og sov, og at de ikke maatte vække hende. Det
var, som om de alle holdt deres Aandedræt tilbage, og frygtsomme
ventede, at der skulde ske en Ulykke.
  Den ældste var en Pige paa seks Aar, den næste en Dreng
paa fem med en Tvillingsøster - de tre havde hele Morgenstunden
siddet og stukket Hovederne sammen henne ved Vinduet, og
med deres varme Aande havde de blæst et Hul i Isblomsterne
paa Ruden for at kigge ud paa den Sne, der faldt ...
  To andre, som endnu gik i Busserunde, sad paa Lergulvet og
rodede i en Bunke gammelt Skrammel. Den yngste laa og sov i

- 5 -
en Kurv, der gjorde Tjeneste som Vugge og stod uden Understel
lige paa det bare Gulv.
  Børnene rørte sig ikke; deres Ansigter og det spørgende,
frygtsomme Blik fra deres store, blaa Øjne udtrykte bange Forundring
- og dog var de i deres inderste opfyldte af Glæde; i
deres Hjærter gemte de noget som en Forventning, et Løfte om
en Lykke, som man ikke kunde nævne eller overskue. Men ...
Moder var syg, og de maatte være stille. Imorgen var hun nok
rask igen! Det havde Meetje sagt.
  Selve den uvante Stilhed vakte hos Børnene en vis Angest
og en underlig, utryg Følelse. De brød sig ganske vist ikke stort
om Moderens Sygdom; de kendte endnu ikke til Frygt eller Medynk,
de forstod endnu ikke, hvad der gik for sig - det var de
for smaa til - de syntes, det var nok, naar de bare var stille,
ikke gjorde Støj og nu og da kastede spørgende Blikke hen efter
Faderen, der sad uden at mæle et Ord, eller fulgte Meetje med
Øjnene, naar hun paa sine Strømpefødder gik henover Gulvet.
Moderens Sygdom havde først vakt noget, der lignede Medynk,
hos dem, fordi de troede, at Moder havde Smærter; men nu, da
det vedvarede uafbrudt paa tredje Dag, var de blevet vante til
det, og de længtes allerede efter at lege og tumle. Der var alligevel
blevet en Følelse af Uro og Forundring tilbage hos dem;
men samtidig dermed var deres sorgløse Sind altfor optagne af
det, der angik dem selv - det, deres legevorne Barnehoveder var
fulde af - og derfor var deres inderste Tanker nu i Øjeblikket
langt fra Faderens Bekymringer og Moderens Sygdom. De kunde
næppe skjule deres overvættes Glæde, deres barnlige Lykke ...
de var artige, fordi Fader havde sagt, at de skulde være det;
men det kostede dem usigelig Anstrængelse og Taalmod i saa
lang Tid at tvinge sig til at se medlidende ud og ikke højt og
lydeligt at udplapre, at vidne om al den Rigdom af Glæde og
Fryd, der boede i dem.
  Der var Sneen, først og fremmest Sneen! Den umaadelige,
den dybe, den hvide Sne! Sne saa langt de kunde øjne, ovenpaa
og rundt omkring deres Hus - og saa alle de Glæder, Sneen
bragte!

- 6 -
  Den var kommen om Natten som noget uventet, som en Overraskelse
- men alligevel som Forbudet, den uundværlige Pryd,
det nødvendige Klædebon for Juledag. Ti nu lod det dog til, at
det forholdt sig rigtigt med det, som de tidligere havde tvivlet om
- skønt Meetje saa sikkert og vist havde forberedt dem paa det: at
der maatte falde Sne, at der ligger Sne, naar Jesusbarnet bliver født!
  Nu var det Juleaften; nu skulde Jesusbarnet fødes, for Sneen
laa der jo!
  Mon alt det andet nu ogsaa skulde blive til Virkelighed? Begyndte
hele den skjulte, hemmelighedsfulde Verden nu ikke at
antage en tydelig Form i deres uklare Forestillingskres, og kunde
de endnu tvivle paa, hvad Bedstemoder Dag efter Dag havde fortalt
dem -- den skønne Historie om Juledag!
  Meetje det var i Børnenes Øjne den haandgribelige Skikkelse,
hvori alle deres Indbildningskrafts kostelige Hemmeligheder fik
fast Form.
  Meetje Moeie boede langt borte fra dem i et andet lille Hus,
ganske alene; men da Moder for Alvor blev syg og maatte holde
Sengen, var Meetje kommen hjem til dem. Og Børnene de havde
helst set, at Moder blev ved at være syg, for at de kunde faa
Lov at beholde Meetje. Men de kunde godt indse, hvor syndigt
deres Ønske var, og saaledes vaklede de imellem deres Medlidenhed
med Moderens Sygdom og Længslen efter at beholde Meetje,
der kunde fortælle saa smukt og lovede dem saa meget kønt.
  Meetje plejede den syge Kone, og hun behandlede hende som
et Barn. Saasnart hun var færdig, tog den gamle, udlevede og
krumbøjede Morlil sig af Huset, bragte alting iorden, og naar det
meste og nødvendigste var gjort; tog hun den yngste Glut, som nylig
var fyldt et Aar, paa Skødet, vaskede og tørrede ham, gav ham
nyt Svøb paa og skaffede ham, hvad han trængte til. Saa gik Morlillen
ilag med at lappe og stoppe paa slidte Klæder og Pjalter og
hullede Strømper og Sokker; det var et Arbejde, der aldrig fik Ende, at
gøre alt det istand, som de viltre Drenge og deres Søstre snavsede til,
rev itu, trævlede op, flængede og opsled. Saa var det, Børnene stillede
sig op omkring Meetjes Rok paa Gulvet ved Arnen og tiggede og
plagede hende om at fortælle. Og Meetje fortalte. Ikke om Juletræer

- 7 -
med Lys og forgyldte Nødder, ikke om guldgule Fladbrød eller
Julekager, Vafler eller Sukkergodt ... nej, Meetje vidste nok, hvad
hun skulde fortælle om. Med sagte Stemme og med Hemmeligheder
tittende frem fra alle Rynkerne i hendes udtryksfulde Ansigt
og skjulte under Fortællingens dæmpede Ord mældte hun
om Stalden i Bethlehem, om Krybben, som Barnet laa i, om Høet
og Halmen, om Oksen og Æslet, om Haglene og Sneen, om
Kulden og Stormen i den hellige Nat - da alting laa tilfrossent
og hvidt af Sne ligesom nu; hun fortalte om Vor Frue, Sankt
Josef, Stjærnen, Englenes Lovsang, Hyrderne og deres Hjorder
og om de tre Konger fra Østerland: Kaspar, Melchior og Balthasar
...
  Børnene hang ved hendes Læber. Skønt hun havde fortalt det
Masser af Gange, maatte hun begynde forfra igen, og saa tilsidst kunde
Børnene det udenad; det levede i deres Indbildningskraft, men paa
den Maade, at alt det, som de først Forestillede sig var sket i Bethlehem,
i det fjærne, utilgængelige, fremmede Land og i de længst forsvundne
Tiders Mørke, det fik tydeligere Form; de blev mere fortrolige
med det, og da det, der blev fortalt, stemte saa godt overens
med, hvad de oplevede i deres egne, nærmeste Omgivelser, begyndte
deres Indbildningskraft at sammenblande det ene med det andet, og
de gav det, der var hændet i det ukendte Land, Form og Skikkelse
af, hvad de kendte til. De udspurgte Meetje; Meetje maalte gøre dem
Regnskab; hun maatte udvikle Sagen og forklare den nærmere for
dem, og da hun havde et godt Hjærte og gærne vilde tilfredsstille
Børnene, der søgte noget haandgribeligt, noget umiddelbart som
Udtryk for deres Længsler, havde hun ubevidst føjet mere og
mere til, lavet om paa Historien, gjort alt, hvad der var sket,
mere menneskeligt, saa at Fortællingen nu for hende selv saavelsom
for Børnene handlede om noget, der hændte hvert Aar; og
hun havde lovet Børnene til deres Julefest, at Barnet fra Himlen
ogsaa skulde komme ned til dem og ligge i en Krybbe, selve
det guddommelige Barn ... med Stjærnen og Englene og Hyrderne
og alt, hvad der hørte sig til ...
  Længslen efter den vidunderlige Begivenhed havde flere Dage
igennem levet i Børnene som en stadig Henrykkelse, en Forventning

- 8 -
om noget, som de ikke kunde forstaa, men noget, der fik dem til
at skælve af Angest og Ærefrygt, fordi de ikke kunde overskue
Glæden i hele dens Storhed. De kunde næsten ikke tro det, fordi
det var saa vidunderligt, men de maatte tro det alligevel - for
Meetje havde jo sagt det, og se, nu var det første - Sneen - der
allerede! Deres sidste Tvivl var borte, men saa havde de jo endnu
Trangen til at meddele, hvad de havde faaet at vide, at tale med
de andre om deres Lykke og ... Begæret efter at faa den yderste
Vished; de vilde gærne endnu en Gang have spurgt Moder om det!
Naar de hørte det bekræftet af hendes egen Mund, saa var det rigtigt!
 - Men de maatte ikke gaa ind i Kammeret, hvor hun laa, og
det gjorde de hellerikke.
  - Hør nu, havde Meetje sagt, det er derinde i Kammeret, at
Barnet kommer, og naar det er der, skal I faa Lov til at gaa ind
til Moder og se paa det ... men ikke før!
  Imidlertid havde de spurgt Fader, med vidt opspilede, blaa
Øjne.
  Fader havde ganske vist nikket uden at sige mere, men det
var de ikke helt tilfredse med.
  Et Julebarn! havde Fader mumlet. Aa Gud ja; nu havde de
ventet paa det i flere Dage; hvis det nu kom Julenat, var hele
den ængstelige Uvished forbi, men hvordan skulde det saa gaa?
Du gode Gud i Himlen! Barnet selv vilde jo være ilde stedt i saadan
en Kulde og uden Ild paa Arnen! - Sandelig, her var det
ligesaa daarligt stillet som i Stalden i Bethlehem, for her manglede
der ogsaa baade Linned og Svøb til at pakke det stakkels
Julebarn ind i.
  Det var det syvende! ... Og det kom midt om Vinteren, hvor
man ikke har noget at hjælpe sig med, og hvor man ingenting
fortjener!
  Og dog lod det ikke til, at Meetje havde tabt Modet - det
havde Fader maaske nok - Bedstemoder gik alligevel rapt ud og
ind af Kammeret, og hendes søgende Øjne og famlende Hænder
var i travl Virksomhed for at gøre alt hvad der skulde gøres.
  Det gaar nok, nikkede hun med Hovedet, det er jo altid gaaet
godt før. - Har jeg maaske ikke født og klædt ti Børn og set

- 9 -
jer allesammen blive store?! Og har jeg maaske haft mere end
l, dit elendige Skrog? spurgte hun sin Søn, som syntes, at der
ingen Ende var paa hans Nød.
  Børnene forstod eller gættede ikke noget af det hele. De holdt
meget af Meetje, det var jo hende, der havde aabenbaret, hvilken stor
Lykke de havde ivente og kunde længes efter - nu da hun færdedes
over Gulvet, frygtede de ikke for, at der skulde blive gjort noget
Skaar i den, de tænkte kun paa det store Under, der skulde hænde.
  Nu da de havde Hovedet fuldt af denne Lykke, kom hele
Husets Indre til at se anderledes ud; de var forberedte paa, at
der skulde hænde noget; de forestillede sig det som et stærkt
Lys, der pludselig gav sig til at skinne - de saa et glimrende Barn
omgivet af blændende, grelle Lysstraaler, og de hørte allerede
Englenes skønne Sang. De vidste og havde hørt saameget om
Himlen - nu skulde en lille Krog af den aabnes for dem og vise
sig her i deres Hus. Det fik dem til at glemme Kulde og Sult og
de tynde Klæder, de gik i, og det fattige Baal af Hørstængler; de
tænkte ikke engang paa, at de til Middag kun skulde have et Par
Kartofler, der blev aftalte, og en lille Klat Melgrød. Om Aftenen
skulde Julebarnet komme, og videre gik deres Tanker ikke.
  Henad Middag holdt det op at sne, og da de havde sat deres
tarvelige Maaltid tillivs, sagde Meetje til de tre ældste Børn:
  - Tag nu de smaa med og gaa lidt ud og leg i Sneen.
  De var straks rede; de var glade over, at de fik Lov at gaa
ud; uden Tørklæder om Halsen og uden Huer paa Hovedet drog
de afsted allesammen.
  Hvor de dog glædede sig over alt det hvide! Sneen, den sank
de i til langt op over Træskoene. De stod et Øjeblik forvirrede
af det stærke Lys; de var sneblinde og vidste endnu ikke
selv, hvad de skulde tage fat paa. Pierke vilde nu straks lave
en Glidebane langs Græsplænen bag Huset, men det brød Leentje
sig ikke om; uden selv at vide hvorfor følte Pigebarnet sig
tiltrukken af denne grænseløse, jævne, hvide Flade - hun
vilde ud paa Vandring, stedse længere bort, henover den hvide
Mark - hun havde en Fornemmelse af, at der langt borte skete
hemmelighedsfulde og ukendte Ting - Ting, som hun ikke ret

- 10 -
vel kunde nævne eller vilde tale om - det var Attraaen efter
den Mulighed, histhenne et eller andet Sted at møde Mændene
med Stjærnen, Hyrderne, som drog omkring der, eller de hellige
tre Konger, som maaske allerede var paa Vej ...
  Hun tænkte, at langt borte kunde der maaske findes noget
af det, som levede i hendes Hjærne; hun kiggede til alle Sider,
fordi hun mente, at hun hvert Øjeblik kunde blive noget vár ...
en Flok Kameler og mange Mennesker.
  Uden at sige noget om, hvad hun ventede sig, søgte hun
med skønne Ord at overtale Pierke, til han opgav at lave sin
Glidebane og indvilligede i at gaa med til de fremmede Egne ...
Trientje, der vel sagtens havde samme Forudanelse som sin
Søster, var ligeledes villig. Den ene af de to Piger tog sin lille
Broder ved Haanden, den anden sin lille Søster, og saa skridtede
de godt ud. Da de havde gaaet længe, og de to smaa begyndte
at blive trætte, lod Pigebørnene dem sætte sig paa Hug ved Siden
af hinanden, og saa trak de dem ved Armene, som om de sad paa
en Slæde; det gik saa hurtigt, at Sneen støvede helt op over Hovederne
paa dem.
  - Se, derhenne ligger allerede Heerenhof! raabte Leentje og
pegede med den Haand, hun havde fri, hen hvor de mange, ulige
høje Tage laa som Snedriver, mens de mørke Gavle og Mure hævede 
sig højt op imod Himlen.
  Gaarden var den eneste menneskelige Bolig, som man kunde
øjne paa hele Egnen. Den glædede Børnene som en uventet Opdagelse.
Ja, der vilde de hen - det var endnu et langt Stykke,
men nu blev de, uden selv at vide det, grebne af Længsel efter at
se Mennesker ... efter at vide, om det ogsaa var Juleaftens Dag derhenne,
og om der ogsaa der skulde komme et Barn ... Det vilde
de tale om med Drenge og Piger, og de vilde fortælle om, hvad
de selv havde ivente hjemme i deres eget Hus.
  Nu vilde de over Markerne hen til Gaarden; der maatte de
vel finde nogle Børn! De løb endnu hurtigere, og da de to smaa
ikke kunde følge med, tog de to Pigebørn hinanden i Hænderne
og satte lille Broder og lille Søster imellem sig. Der sad de yderst
veltilpas ligesom paa en Trone med en Arm om Halsen paa hver

- 11 -
af deres store Søstre og legede nok saa rask Hyphest! Paa den
Maade kom de hurtigere fremad over Sneen. Nu løb Pierke iforvejen,
ti han vidste godt, hvad han kunde gøre histhenne.
  Ved den store Gaard fandt de en hel Mængde Børn samlede.
Baade Drenge og Piger var allesammen fuldt optagne af at lege,
og der var stor Travlhed og megen Raaben og Skrigen.
  Paa Isen i Vandgraven havde Drengene lavet en ualmindelig
lang Glidebane. Efter hverandre og alle i samme Afstand fra Forgængeren
tog de Tilløb, en for en satte de haardt af med Træskoene
og lod sig glide henover den glatte Is. De udbredte Armene
for at holde Ligevægt med dem, og saaledes for de som
paa Vinger helt hen til Enden af Banen og kom derpaa tilbage
for at begynde forfra.
  Paa bægge Sider af Vandgraven gik der andre og rullede
vældige Snebolde, som de var en fem, seks Stykker om at puffe
og skubbe til for at faa dem af Stedet.
  Pierke var straks henne mellem Drengene paa Glidebanen,
og han saa sig ikke mere om efter nogen.
  Leentje og Trientje kunde ikke være med der, fordi lille Broder
og lille Søster var for smaa til den Leg; derfor gik de hen
til Pigerne henne under Støttepillen, som holdt Halvtaget udenfor
Ladeporten; der stod de nemlig i en Klump, saa de var i Læ for
Kulden og Vinden. Pigebørnene trampede med Fødderne i Jorden,
holdt Hænderne under Forklædet og fortalte ivrigt. Leentje
og Trientje fandt ogsaa en Plads med hver sit lille Barn ved
Siden af sig, og de hørte til, mens deres Ansigter straalede af
Lykke og Nysgærrighed. For de havde allesammen travlt med
at fortælle om alt det, de skulde have til Jul: Sigtekage, Sukkerbrød, 
Vafler, Legetøj, Hvedeknopper, Guldstjærner og Juletræer
med Lygter og smaa, røde Lys ... Samtidig fortalte de, hvorledes
det gik med Bagningen.
  Det var Veva, Datteren paa Heerenhof, der kunde nævne de
fleste og smukkeste Sager, som hun ventede at faa til Jul. I sin
Iver brugte hun baade Hænder og Fingre for at forklare det for
sine Kammerater, og hele hendes Ansigt glødede af Glæde.
  - Bager jeres Moder ogsaa Vafler? spurgte hun pludselig de
nyankomne Pigebørn.

- 12 -
Leentje og Trientje vekslede først et Blik, saa svarede Leentje
med dæmpet Stemme:
  - Moder ligger syg.
  - Skal I da ingen Vafler have iaften? Og helleringen Pandekager?
spurgte alle Pigebørnene forundret og spottende. - Laver
I sletingen Dej til iaften? Men dog! ...
  - Kommer Englene hellerikke med noget Juletræ til jer?
spurgte Veva videre.
  Hverken Leentje eller Trientje forstod, hvad alle de Pigebørn
mente, eller hvad det var, de talte om - Meetje havde hverken
fortalt eller lovet dem noget om alt det ... Men nu syntes Leentje
dog, at hun maatte forsvare deres Stilling.
  - Jesusbarnet kommer selv hjem til os, sagde hun afgjort
og med et alvorligt Ansigt.
  Alle Pigebørnene tav stille en Stund, for det var der ingen af
dem, der havde ventet - de stirrede forundrede og vantro paa
Leentje, og nogle af dem begyndte at spotte og at sige, det var
Usandhed; men det brød Leenlje og Trientje sig ikke noget om
- de lod dem bare snakke.
  - Lille Barn Jesus kommer, det har Meetje selv sagt! erklærede
de, og derved blev det.
  En og anden af Pigebørnene, der troede at vide bedre Besked,
sagde dog endnu sin Mening om Tingene.
  - Jesusbarnet er oppe i Himlen, paastod de - men Englene
kommer med gode Sager og med Legetøj ... men dem kan man
ikke se - de kommer, mens vi sover!
  - Nej, nej, hjemme hos os kommer Jesusbarnet selv og ligger
i Vuggen, og vi kan godt se det, bekræftede Trientje med
Eftertryk.
  Men Veva, der nylig havde haft saameget at indvende, var
nu helt bragt til Tavshed; hun mælede ikke et Ord mere, og fra
det Øjeblik af, hvor hun hørte det om Jesusbarnet, stod hun uophørlig
og stirrede forundret de to Pigebørn lige ind i Øjnene.
  Datteren paa Heerenhof var varmt indpakket; hun stod saa
velhavende der i sin Faareskinds Kaabe og med de to uldne Bælgvanter
hængende ned i en Rem paa hver sin Side.

- 13 -
  Hun benægtede ikke noget af, hvad Leentje og Trientje havde
paastaaet - hun var kommen frem fra sin Krog og stod ubevægelig
og med aaben Mund og saa med vidt opspilede Øjne fra
den ene til den anden af de to Smaapiger. Det kom over hende
som en pludselig Aabenbaring, som noget, hun aldrig havde turdet
tænke paa, som noget, der var altfor ophøjet til, at man straks
kunde tro paa det. Hun vidste godt selv, at Svinet var slagtet
hjemme paa Gaarden, og at de skulde have et Festmaaltid om
Aftenen, at Moder bagte Vafler og Sigtekage, og at de skulde
have et Juletræ med Lys, som Englene skulde tænde, og hvor alle
Grenene skulde hænge fulde af forgyldte Nødder, smaa Klokker og
anden Stads ... men hvad var alt det imod, at Jesusharnet selv
kom hjemme hos de to fattige Smaapiger! Nej, det var ikke sandt;
det kunde ikke være sandt - hun vilde ikke tro paa det, og hun
vilde dog alligevel saa gærne have troet det! Og for at faa Vished
og prøve Pigebørnene gentog hun højt og truende:
  - Det er ikke sandt! I lyver!
  Af de andre Pigebørn var der ikke en eneste, som troede
paa det; de lo allesammen ad Leentje og Trientje. Tilsidst blev
de to kede af at høre paa dem, og den ene tog sin lille Søster,
den anden sin lille Broder paa Armen for at gaa deres Vej. De
kaldte paa Pierke og gik uden engang at se sig om, ligesom forjagne
Flygtninge.
  Veva saa dem gaa henover den snedækte Mark, hen til det
lille Hus, som hun ikke kunde se derfra, hvor hun stod, saa lille
var det, og saa langt borte laa det. Det rige Bondebarn, der nylig
havde været saa glad, blev pludselig helt sørgmodig. Mon Jesusbarnet
virkelig skulde komme til det fattige Hus? Den Tanke
kunde hun ikke mere faa ud af sit Hovede. Det vilde hun saa
gærne have haft Vished for, men af Hensyn til sine Legekammerater
havde hun ikke turdet spørge de to Smaapiger rigtig ud om
det. Og nu var hun ked af det. Hun var navnlig ked af det, fordi
Uvisheden dog blev tilbage og Frygten for, at det alligevel kunde
være sandt ... hun blev misundelig paa de fattige Børn og paa
det lille Hus, og hun brød sig ikke mere om alle sine egne Ting,
som hun dog havde længtes saameget efter!

- 14 -
  Veva var et mærkeligt Barn. Foruden alt det, hun med mange
Ord og stor Veltalenhed altid snakkede op om, var der endnu en
hel Verden, som hun stedse holdt for sig selv, skjult for alle andre;
deri levede der meget, som hun aldrig talte om, men kun
tænkte paa - tænkte paa i mange Timer, saasnart hun var alene,
eller paa Skolen, naar hun lod, som om hun hørte efter, hvad
Læreren sagde, eller ogsaa om Aftenen, naar hun laa i sin Seng,
inden hun faldt isøvn, og endnu længere, ti naar hun sov, drømte
hun derom, for saa kom altid det smukkeste af det alt sammen!
Og en af de Ting, som hun nu i den sidste Tid havde beskæftiget
sig mest med i sine egne Tanker, og som hun drømte om hver
eneste Nat, det var, hvad hun havde hørt fortælle paa Skolen og
af sin Moder: om Krybben med Oksen og Æslet, om Vor Frue
og Sankt Josef, om de hellige tre Konger og Englene og Stjærnen!
... Det var alligevel langt, langt kønnere end Sankt Klaas med
hans Æsel og de to Kurve med Legetøj ...
  Men nu, da hun havde hørt, at selve Jesusbarnet saa nær
ved dem skulde komme og være synligt for alle, nu blev der Ufred
og Forstyrrelse i hin skjulte Verden. Hun hørte eller lyttede ikke
mere efter, hvad de andre Pigebørn sagde, hun var fuldt optaget
af den Strid, der rasede i hendes eget Hjærte: - Mon det virkelig
skulde være sandt? Nej det var ikke! Og alligevel? ... Hun
tvivlede; hun turde, hun vilde ikke tro paa det, for saa maatte
hun misunde de andre Smaapiger, og det vilde hun ikke kunne
tilgive sig selv. Derfor søgte hun efter andre Grunde for at overbevise
sig. - Alle de Pigebørn, der ler ad det og ikke vil tro
paa det, de er ligesaa gamle som jeg, og de to, der kommer og
fortæller det, er smaa endnu; de siger saadan, fordi de ikke har
bedre Forstand ... det er noget, deres Bedstemoder har bildt
dem ind!
  Men dermed fik Veva alligevel ikke Fred i sit Sind, for hun
vilde saa gærne tro paa det, det var saa nyt for hende, og Pigebørnene
lod til at vide det saa sikkert og holdt saa stædigt fast
ved det ... Hun blev ved at staa og stirre hen i den Retning,
hvor Leentje og Trientje var forsvundne, og nu syntes hun, at alting
var blevet saa sørgeligt trindt omkring hende. Hun havde

- 15 -
ikke længere Lyst til at lege, saa hun gik grublende hjem. Da
kom hun pludselig paa en Tanke, der voldte hende Uro: det var
maaske, fordi hun ikke havde været artig nok! ... Maaske de to
smaa Piger havde været rigtig artige, og maaske Jesusbarnet kun
vilde komme i de Huse, hvor der boede rigtig artige Børn? Hun
vilde hen og spørge Faarehyrden tilraads; han sagde hende nok Besked,
ti han vidste, hvordan det forholdt sig; og det samme gjorde
Moderen, der stod henne ved Ilden og vendte Vaffeljærnet. Veva
spurgte hende med det samme:
  - Moder, kommer Jesusbarnet ikke her iaften?
  - Jesusbarnet ... jo, eller ogsaa Englene - svarede Moderen
hen i Vejret.
  - Faar jeg ham at se?
  - Nej, Barn, han kommer, mens du ligger pænt og sover;
ved Midnatstide bringer Englene os Juletræet ...
  - Moder, henne hos de smaa Piger i Kouterhuis kommer
Jesusbarnet selv - og de faar ham at se; han kommer og ligger
en Krybbe.
  Moderen svarede kunstlet forundret med et langtrukkent:
  - Saa ... ?
  Veva blev staaende lidt og grundede.
  - Mon det virkelig er sandt, Moder? Lyver de ikke, de to
Pigebørn?
  - Hvorfor skulde de dog lyve, Barn?
  - Er det virkelig sandt, Moder? Kommer Jesusbarnet til de
smaa Piger, naar de er rigtig artige?
  - Ja, det gør han rigtignok!
  - Moder, vedblev den lille Pige, hvorfor kommer Barnet saa
ikke her og ligger i sin Krybbe?
  Moderen maatte tænke sig lidt om.
  - Ser du, Barn, sagde hun saa, i de fattige Huse gaar Jesusbarnet
for det meste selv; der har Englene ikke alt det Arbejde
med Juletræet, det kan nemlig ikke komme derind - Huset er
for lille - og derfor kommoer Jesusbarnet selv; men saa faar de
fattige Børn hellerikke andet.

- 16 -
  - Moder, jeg vilde ogsaa hellere have, at Jesusbarnet kom
selv ... det vilde jeg hellere have end et Juletræ ...
  - Ja, men nu er det for sent at sige noget til Englene om
det; nu er de allerede paa Vej herned.
  Atter stod den lille Pige tvivlraadig en Tid, og imens hang
hendes Øjne ved den dejlige, tykke Vaffel med gul Skorpe, der
laa i det aabne Jærn og var lige tilpas bagt ... Bondekonen
lagde den hen paa det Lag Hvedehalm, der laa spredt over Gulvet;
saa heldte hun lidt Fedt ud over Jærnet, og en ny Skefuld
Dej faldt spruttende og sydende ned i det aabne Jærn ... Hele
det store Køkken duftede af brunet Smør og bagt Dej. Moderen og
Veva var alene der, og skønt Barnet havde længtes saa saare
efter, at de skulde bage Vafler, havde hun nu pludselig tabt hele
Lysten; hun saa ikke engang til Vaflerne, men lod dem ligge.
hvor de laa. Hun gik først lidt rundt om Moderens Rok, pillede
ved Kvasterne i hendes Forklæde og begyndte saa igen i sin blødeste
og mest indsmigrende Tone:
  - Lille Moder, jeg vilde saa gærne se Jesusbarnet engang
... vi skal da hen i Kouterhuis og se ham, ikkesandt? Det maa
jeg vel nok?
  - Men Barn dog! Hvad tænker du paa! Det er altfor langt
borte, og det er altfor mørkt, og hvad tror du, Englene siger, naar
de ser, at du ikke er her hjemme?
  Veva brød sig ikke længere om Englene.
  - Aa hvad, Moder! Toontje kan jo gaa med, og vi gaar
straks hjem igen.
  - Nej, nej, Barn. Saasnart det bliver lyst, kan vi gaa derhen.
  - Imorgen er Jesusbarnet borte, Moder.
  Men Moderens »nej« stod fast. Og for at stille sin lille Pige
tilfreds begyndte hun at opregne alle de dejlige Ting, der skulde
hænge paa Juletræet ... hun fortalte, at de skulde have Svinets
Kød og Vaflerne til Aften, hun fortalte om Juleknuden, der skulde
brænde paa Arnen, om Staldkarlen Naarden, der skulde fortælle
om den skønne By Bethlehem, om Faarehyrden, der skulde synge
sine allersmukkeste Sange ... og om, at Manden med Stjærnen

- 17 -
og Rumlepolten vel sagtens kom, eller maaske de hellige tre
Konger.
  Men det hjalp ingenting; alt det var ikke, hvad lille Veva længtes
og higede efter. Alt det kendte hun fra sidste Aar; en Time før
havde det Øjeblik, da de skulde holde Juleaften, været det gladeste
og største i hendes Liv - men nu var det forbi.
  Hvor prægtigt havde hun ikke, endnu den foregaaende Aften,
redet paa Faarehyrdens Knæ, mens han fortalte om den Rejse,
de hellige tre Konger gjorde fra Østerland med deres Kamelhjord
... og hvor hun havde hørt opmærksomt efter! Hun havde lyttet,
til hun blev helt henrykt af det og saa det altsammen virkelig
foregaa i sin egen, skjulte Verden.
  Men nu havde hun lært en anden, en langt større Lykke at
kende, og den blev hende nægtet! Nu vidste hun, at det alligevel
var sandt, at det uhørte skulde ske, og nu blev Veva for Alvor
misundelig paa de smaa Piger fra Kouterhuis, hvor Jesusbarnet
skulde stige ned den Nat; og hun vilde gærne have givet alt, hvad
hun ejede og havde ivente, for at faa Lov at blive en fattig, lille
Pige og bo i et Hus, hvor det store Under ogsaa skulde ske!
  Hun gik endnu lidt og puslede i Køkkenet, men saa kom de
Piger, der havde gjort Stalden iorden; Staldkarlen og en anden
Arbejder gik ud og ind, og Veva sneg sig ubemærket udenfor.
Hun vilde grunde ... grunde over, hvordan det dog kunde gaa
til, hvorledes det dog kunde være muligt, hvorfor hun ikke før
havde vidst noget om det eller havde tænkt paa det, og over,
hvad hun havde gjort, siden de andre Smaapiger blev saa langt
mere begunstigede end hun ... og da hun havde grundet længe,
troede hun, at hun havde fundet ud af det: det var, fordi hun
var rig og var Husets Datter paa Heerenhof! Det var, fordi de
andre Smaapiger var fattige - var Jesusbarnet maaske ikke ogsaa
fattig, og søgte han ikke sine Legekammerater mellem de smaa,
fattige Børn?! Det var hendes store Sorg og dog samtidig en
Lindring - hun syntes, det var retfærdigt, og følte sig halvvejs
trøstet i sin Ulykke - hun følte sig ydmyg og nærede en stor
Beundring for de to sølle Pigebørn, der var saa langt mere begunstigede;
og dog vilde hun søge et Middel til idetmindste at

- 18 -
opnaa lidt af det, hun længtes saa saare efter; naar jeg blot
kunde komme derhen, tænkte hun; naar jeg hlot kunde faa Lov
at se ind paa Barnet igennem en Sprække eller en Revne!! ...
Hun gennemsøgte Staldene for at finde Faarehyrden og spørge ham
tilraads, men han var ikke til at se paa hele Gaarden. Men saa
kom hun til at tænke paa, at det var Søndag, saa Faarehyrden
var inde i Landsbyen og kom maaske først tilhage henad Aften.
Saa tog Veva overtværs, gik ud af Porten, slentrede hen til Isen
hvor hendes lille Broder, Toontje endnu var paa Glidebanen, og
raabte i sin kærligste Tone:
  - Toontje, kom og lad os gaa en lille Tur; jeg har noget,
jeg vil sige dig!
  Toontje vilde hellere være blevet, hvor han var, for at lege,
men hans Søster snakkede saa længe for ham, at han endelig lod
sig overtale og gik med hende.
  De vandrede langsomt henover Sneen, der knirkede af Frost;
Veva lagde Armen og Sjalet over Toontjes Skulder for at holde
ham godt varm, og saa begyndte hun at fortælle:
  - Nu er du Sankt Josef, og jeg er Jomfru Maria, sagde hun,
og vi kommer fra Jerusalem, og derhenne ligger Bethlehem, der
skal vi hen ... og saa pegede hun i Retning af Kouterhuis.
  Toontje hørte efter og lod sig taalmodig føre med; men han
kunde ikke blive klog paa, hvad hans Søster vilde, og hvorfor
de ikke hellere skulde gaa hjem og spise sig en nybagt Vaffel.
Imidlertid gik de videre, og Veva blev saa ivrig og fortalte med
saa fast en Overbevisning, at Drengen tilsidst glemte sin egen
Længsel og Sult og fik en Følelse af, at der virkelig skulde hænde
noget etsteds her paa den tlade, hvide Mark.
  Og nu kunde de virkelig ogsaa skimte noget langt borte, og
Veva vidste straks, hvad det var: hun genkendte Leentje og
Trientje; de var ogsaa ude at gaa i Sneen! Det var den glædeligste
Overraskelse, hun kunde faa.
  - Skynd dig, lad os løbe hen til dem! Veva vilde vide, om
Jesusbarnet allerede var kommen. De løb, men da Veva naaede
hen til de to Pigehørn, kunde hun ikke faa et Ord frem, men stod

- 19 -
og snappede efter Vejret, enten det nu var paa Grund af Spændingen 
eller som Følge af, at hun havde løbet saa stærkt.
  - Hvad, gaar I her endnu? fik hun endelig spurgt.
  - Ja, vi gaar en Tur. Men I da?
  - Og fryser I ikke? I har jo intet Overtøj paa.
  - Jo lidt, svarede Leentje. Men vi gaar og leder efter
Stjærnen!
  Og nu faldt Trientje sin Søster i Talen for i fuldt Alvor al
tilføje:
  - Saasnart vi ser Stjærnen, er Jesusharnet der!
  Og nu begyndte Leentje at fortælle meget omhyggeligt og uden
Hastværk, hvordan de var kommet hjem, og saa havde Meetje spurgt
hende, om de allerede havde set Stjærnen. An, den Stjærne mnatte
de endelig gaa ud og lede efter! - Den Stjærne maa I gaa ud
og møde, den er allerede paa Vej her til Huset. Og saa var de
straks gaaet igen uden engang at faa noget at spise.
  - Det er en stor, stor Stjærne! sagde Trientje og spilede
sine store Øjne op.
  Veva hørte om det som om et nyt Vidunder, der skulde ske,
og hun var straks rede til at gaa med og hjælpe til at lede.
  Nu undersøgte alle de tre Pigebørn tilligemed Toontje, der
ogsaa begyndte at blive lidt nysgærrig, hele Himmelhvælvingen
for etsteds at finde Stjærnen fra Bethlehem, og de gik ved Siden af
hverandre i den Retning, som Leentje anviste, og spejdede hele
Tiden op i Luften. Imens fortalte enhver af dem, hvad hun vidste 
om den vidunderlige Stjærne, der skulde vise de hellige tre
Konger Vej til Bethlehems Stad, hvor Jesusharnet kom til Verden.
  Hvor den var stor ... og hvor den dog blinkede med sine
syv Straaler ...
  Veva, der ellers holdt meget af at fortælle, foretrak nu at
høre efter; hun følte sig lille overfor de to fattige Smaapiger, og
hun tænkte paa, hvor langt hun stod under Leentje og Trientje;
og nu forslod hun, at al den Herlighed, hun som det rige Bondebarn
raadede over, ingenting var imod det, de to den Nat havde
ivente. Aa, hvor gærne havde hun ikke byttet med dem og var

- 20 -
bleven fattig for at faa Lov at gaa med til Kouterhuis istedetfor
hjem til Heerenhof! Men hun vidste hverken ud eller ind
længere.
  De to andre, Leentje og Trientje, var ligesaa bevægede som
Veva og angste af Spænding. De gik uden at vide hvorhen og
kiggede stadigvæk fremad og op i Luften. Hvert Øjeblik troede
de, at Synet skulde vise sig; de ventede det som et grelt Lysskær,
der pludselig vilde give sig til at skinne paa Himlen, som noget,
der paa en Gang vilde begynde at glimte og oplyse hele Verden.
  Leentje og Trientje tvivlede ikke paa det, for Meetje havde
jo sagt, at det var sikkert og vist. Veva turde ligesaa lidt tvivle
paa det, for naar Leentje talte om det med saa fast en Overbevisning,
maatte det vel ogsaa indtræffe. De kunde høre hverandres
Stemmer skælve af Spænding; efterhaanden turde de ikke tale
længere; de hviskede endnu nogle Ord til hverandre og tav tilsidst
helt stille - for rundt omkring dem sivede Dæmringen
hemmelighedsfuld ned, og de følte den vide Ensomhed som noget,
der samtidig glædede dem og gjorde dem bange.
  Toontjes Mund stod aaben af frygtsom Nysgærrighed; han
var den yngste af de fire og den, der mindst var istand til at
forstaa, hvad der skulde hænde. Drengen ventede ganske vist
noget, men han vidste ikke rigtig, om han vilde blive glad over
det eller bange for det; han følte sig ikke tryg sammen med
Pigebørnene, og han turde alligevel ikke bede om Lov til at gaa
hjem igen. Han mælede ikke et Ord.
Sneen knirkede under de fire Par Træsko; den hvide Flade
fik et blaaligt Skær, og ude i det fjærne blev det graat. Til alle
Sider var der intet andet at øjne end Luft og Sne. Vinden blæste
koldt; det var som en bred Strøm, der som et isnende Aandepust
stadig udgik fra en og samme Retning og til den anden Side fór
bort henover den aabne Mark. Himlen var ensformig blaa højt
oppe og blev mørkere nede ved Kimmingranden. Der var endnu
ikke en eneste Stjærne at se. Men da de stadig blev ved at stirre,
opstod der i den lysere Farve helt oppe i det øverste af Himmelhvælvingen
noget, der lignede en svag Glitren, noget ligesom Gnistren
af enkelte Prikker, der glimtede ligesom Glasstøv, ganske

- 21 -
ligesom det blinkede i Sneen, der laa omkring dem; histoppe saavelsom
hernede var det, som om alting blev blødgjort under en
ukendt Klarheds Glans.
  Ja den Klarhed! Hvor den dog havde gjort dem bange! Og
dog havde den kun varet et Øjeblik, og det var som en Skuffelse,
da de istedetfor den vidunderlige Stjærne saa den skikkelige Maanes 
velkendte Ansigt. I al Stilhed var den kommen frem, bag en
sort Klump af en Sky, der tegnede sig mørk imod Himlen, mørk
som Mørket i en Skov. Nu laa Egnen badet i det dejligste Lys,
og Sneen, som Pigebørnene gik henover, glinsede. Veva havde
endnu aldrig saa tydeligt og saa pludseligt set Dagen vige for Natten
- det var blevet Aften, førend hun vidste af det.
  - Vi gaar for langt, ytrede hun med dæmpet Stemme og
stansede, som om hun blev forskrækket og nu først lagde Mærke
til, at de var gaaet vild her paa den vide Snemark.
  - Kom, lad os gaa tilbage, foreslog Leentje.
  Det var, da de vendte sig om, at det glade Budskab pludselig
ramte dem allesammen som et Slag i Ansigtet, saa de som med
en Mund udstødte et Skrig og raabte: Der er Stjærnen!
  Der stod den højt oppe paa Himlen, og den havde vist sig
netop i den Retning, hvor de var udgaaet fra! Den havde allerede
staaet der, Gud ved hvor længe, for de havde gaaet og søgt efter
den med Ryggen imod den! Altsaa maalte Jesusbarnet være der;
han var allerede kommen!
  Det var de Tanker, Stjærnen vakte hos dem. Glæden, Frygten,
Fryden og den ængstelige Spænding overvældede Pigebørnene
- de løb ikke, de hoppede og sprang ikke, de sagde ikke et
Ord, ti de var grebne af Ærbødighed og Ærefrygt - de gik blot
hurtigt af Frygt for at komme for sent, saaledes som Hyrderne
engang gik, da Englene havde bragt dem Budskabet med deres
Jubelraab: Hosiannah!
  Deres store, klare Øjne stirrede stift paa den store, klare
Stjærne, Stjærnen fra Bethlehem! Den store, klare Stjærne, der
stod ganske alene i den uendelige, blaalige Luft, paa den uendelige,
klare Himmel; den luede som en ren Klump levende Ild, der
gnistrede og udsendte Straaler, som undertiden funklede frem.

- 22 -
  Nu tænkte de ikke paa noget andet end Visheden for, at Barnet
var kommet, og deres Længsel efter nu at komme hen og se
det Vidunder, som de havde ventet paa. De gik lige hjemad, ganske
vist forlegne, men med faste, ilsomme Skridt. De tænkte ikke
et Øjeblik paa, at de maaske kunde gaa fejl af Vejen - for stod
Stjærnen maaske ikke deroppe i Luften! Og hørte de ikke paa
alle Sider rundt omkring sig noget hemmelighedsfuldt noget, som
kunde ligne Suset af himmelske Væsner, der dalede ned paa
bløde Vinger? Veva syntes hvert Øjeblik, at hun hørte Julesangen
lyde ned fra Himlen. Hun skælvede over hele sin lille Krop, naar
hun tænkte paa, hvad hun nu oplevede; hun skælvede, men hun
følte sig ikke kold, for Henrykkelsen og Fryden gennemglødede
hende - hun tænkte hverken paa sin Moder eller paa Hjemmet,
men kun paa det, der nu skulde hænde, og hun løb med de
andre Pigebørn uden engang længere at se sig om efter Toontje.
  Saa stansede Leentje med et Ryk og pegede frem for sig.
  - Set sagde hun med lys og glad Stemme. Se der! ... Det
er vort Hus! Stjærnen staar lige ovenover vort Hus!
  Hendes Udbrud jublede som en Hymne, der længe blev ved
at give Genlyd og skælvende klang ud i Stilheden.
  Børnene stod saa stille som Mus og stirrede; ja sandelig, den
store, klare Stjærne stod højt oppe, men lige ovenover det lille,
lave Bindingsværkshus, der laa som en enkelt Snedrive, lille og
ensomt, hvidt paa den hvide Flade. I Maanelyset kunde man let
skælne det, for ud gennem Vinduet skinnede der ogsaa et Svagt
Lys som en ny Stjærne, fin og lille.
  De stod overvældede af dette nye Vidunder.
  Aa haa haa! Nu var der ikke mere noget, der holdt dem tilbage;
Pigebørnene løb, og det gjorde Toontje ogsaa - ligesaa stærkt
de kunde. Men da de havde løbet en Stund, stod Veva stille -
hun kunde eller turde ikke løbe med længere, hun følte sig uværdig,
hun blev greben af en pludselig Angest, saa at Toontje selv
stod og stirrede forundret paa hende. Havde hun ikke hørt noget?
Lød der ikke en Røst, som bød hende stanse, og som holdt
hende tilbage? ... Var der ikke nogen, der kaldte hende ved
Navn langt borte?

- 23 -
  - Ve-va!!!? Var det en Stemme fra Himlen, der bød hende
stanse og forbød hende at gaa længere med Leentje og Trientje?
Hun stod og tænkte over det, da der langt ude i Mørket viste sig
en sort Skikkelse ... den kom hurtigt nærmere, og i sin Angest
skulde Barnet allerede til at løbe sin Vej, og Toontje blev ogsaa
hange og greb sin Søster i Kjolen; men nu hørte hun tydeligt
nogen raabe, og hun kendte ogsaa den Stemme, der kaldte. Det
var virkelig Korøgteren, der kom løbende med Armene vidt aabne,
som om han vilde holde Flygtningene tilbage.
  - Her er de! Her har vi dem bægge to! Her!! raabte han
sejrsstolt. Og ud af Mørket kom nu ogsaa Faarehyrden; han var
ikke saa hurtig til bens, saa han kunde ikke følge med. Toontje kendte
straks den gamle Mand, og han blev glad, fordi han nu blev forløst
fra den Angest, han havde følt overfor hin Trolddom - han
løh henimod den trofaste Faarehyrde og greb hans Haand. Veva
stod endnu forvirret og uden at vide, hvad hun vilde, som om
hun var bleven vækket af en skøn Drøm; hun vidste, at nu var
det forbi, at nu maatte hun gaa med hjem, og saa fik hun ikke
Lov at se Jesusbarnet. For anden Gang saa hun de to smaa Piger
fra Kouterhuis forsvinde, og hun blev greben af endnu dybere Vemod.
I samme Øjeblik bed Kulden ogsaa i hende, og hun kom til at gyse
over hele Kroppen. Det var, som om hele hendes Lykke var flygtet
og alene kunde findes i Retning af det usle, lille Hus, som hun
med Magt blev holdt tilbage fra; hun saa endnu en Gang op paa
den vidunderlige Stjærne, der skinnede saa herligt, skønnere end
i Julenatten ovenover Bethlehems Stald.

II.

  Veva lod sig villig føre med og traskede ved
Siden af sin Broder mellem Faarehyrden og
Korøgteren. Hun havde ikke Mod til at sige et
eneste Ord om, hvad hun havde oplevet- hun
talte hverken om Stjærnen eller om det lille
Hus, hvor hun vidste, at Jesusbarnet var kommet
... hun tænkte paa Leenljes og Trientjes store Lykke, og hun
forstod kun altfor godt, at hendes egen Ulykke ikke stod til at lindre.
  - Vi har søgt efter jer alle mulige Steder, og din Moder
sidder og er ked af det, sagde Faarehyrden.
  Toontje frygtede for at faa en daarlig Modtagelse, og han
begyndte allerede nu at undskylde sig.
  - Vi var bare ude at gaa en lille Tur, sagde Drengen, og
Veva vilde ikke hjem endnu ... og saa trippede han rask afsted
for at følge med den voksne Mand og hurtig naa hjem. Veva
sagde ingenting, men Tændeme klaprede i Munden paa hende,
skønt hun var helt indpakket i sit tykke Sjal.
  - I kunde let have gaaet vild og være blevet forkølede, der
er ikke noget saa farligt som Sne, formanede Faarehyrden; det
er allerede Aften, og hvem skulde I træffe her, som I kunde spørge
om Vej ... ?
  Lidt længere fremme mødte de endnu en af Gaardens Daglejere,

- 28 -
han var ogsaa sendt ud for at lede efter dem. Og i den
store Port saa de Faderen staa paa Udkig.
  - Vi har dem her! raabte Korøgteren langt borte fra hen til
Gaardmanden; og da denne havde set, at alting var iorden, gik
han straks indenfor uden at vente, til de forvildede Flygtninge kom.
  Veva og Toontje fik mod al Forventning næsten ingen Skænd
- Moderen var snarere glad end vred over, at Børnene var fundne
og var uskadte.
  - Naa, der har vi nok Nattevandrerne! raabte hun dem højt
imøde. Skynd jer nu her hen til Ilden! I er vel helt stive af
Kulde?! Hvorfor i Alverden løber I saadan omkring ved Aftentide?
Vi har ventet paa jer med Maden, endda det er Juleaften!
  Veva vidste ikke selv, hvorledes det var fat med hende; den
uventede, gode Modtagelse gjorde hende endnu mere sørgmodig; nu
følte hun sig overbevist om, at hun alligevel ikke havde gjort
noget ondt, derfor blev hun endnu mere ked af, at hun var gaaet
glip af den herlige Lejlighed og ikke havde fulgt Leentje og
Trientje videre - saa kunde hun nu have staaet ved Siden af Jesusbarnet
istedetfor at sidde her i Køkkenet!
  Hun stod og varmede sig. Juleknuden laa paa Ilden, og hele
den store Skorsten blev oplyst af de dansende Flammer, der
gjorde hele Køkkenet saa hedt som en Bagerovn. Alle Folkene
sad allerede samlede ved det store Bord langs Væggen; der dul'tede
af Flæskesteg og Bagværk. Nu, da al Uroen var forbi, klang
Pigernes skingrende Stemmer atter højt over Mandfolkenes mere
dumpe Brummen og mere dæmpede Mumlen.
  Nu blussede Vevas Kinder, og over hele sit Legeme følte
hun den velgørende Virkning af den gode Varme; men hun brød
sig sletikke om, hvad hun saa og hørte, hun blev ved at sidde
fordybet i sine egne Tanker og surmule. Under den megen Travlhed 
og Røre blev der ikke lagt videre Mærke til del. De to Børn
blev anbragte ved Bordet imellem Folkene, og straks derefter
blev de Retter, der var lavede af Svinekødet, sat frem én efter én.
  Husbonden og den unge Forpagterske sad i Midten lige overfor 
hinanden og alle Folkene paa hægge Sider af dem - baade
Husets gamle Tjenestefolk og de ældre og yngre Daglejere, faste

- 29 -
Folk, der havde slidt og slæbt i Sommertiden, og som nu tilbragte
Vinteren i Laden og Stalden; de sad i deres Søndagsklæder, foroverbøjede,
med krumme Rygge, hver paa sin Plads, gjorde sig rigtig tilgode
og tog dygtig til sig af den dejlige Julemad. Pigerne havde nok
at bestille med at være til Tjeneste, hvor de graadige Spisere kaldte
paa dem, eller hvor de saa, at der manglede noget. Treze alene fik
Lov at sidde i Fred og Ro og spise sammen med de andre, fordi hun
var gammel og udtjent og hele sit Liv igennem havde slidt og
slæbt der paa Gaarden; nu blev hun æret og anset som en, der
nød sin velfortjente Hvile der i Huset. Hun snakkede ivrigt med
Veva, der sad ved Siden ar hende og ikke lod til at have nogen
rigtig Madlyst.
  - Hvorfor spiser du ikke? spurgte Husmoderen, der nu først
lagde Mærke til det; du sidder, ligesom du er faldet ned fra
Maanen! Det er, som om du hørte hjemme helt andre Steder.
Nu fyldtes Vevas Øjne med Taarer, som hun ikke længere kunde
holde tilbage.
  - Hvad er det? Hvad fejler hun? blev der spurgt fra alle
Sider. Hvad er der sket? Men den gamle Pige, Treze, lagde
Armen om sin egen lille Tøs:
  - Det er, fordi hun længes efter Juletræet, Madmoder, glattede
hun over det, det fortager sig nok.
  Forpagtersken kiggede ned langs de spisendes Hækker efter
Toontje, men Drengen sad under Faarehyrdens Varetægt, højrød
i Ansigtet, og gjorde, hvad han kunde. Han var ved al gnave et
Svineribben, saa Fedtet løb ned ad Fingrene paa ham, og hele
hans Hage skinnede af det. Han glædede sig rigtig ved Julemaaltidet!
  Da Skaalen med stuvede Grisetæer og Øren var tømt, kom
Turen til Vaflerne, de store Vafler; der blev opvarmet en fire,
fem Stykker ad Gangen, saa at de kom paa Bordet skoldende
hede og med brune Skorper; saa fyldte de Fordybningerne med
frisk Smør, lagde Vaflerne dobbelt og lod dem glide blødt ned,
mens de knasede mellem Tænderne.
  Efter Maaltidet blev Stolene atter satte i Kres omkring Arnen,
for at man kunde have den Glæde al se paa Juleknuden. Det var

- 30 -
en vældig stor Rodende af en Poppel, en tung, sort Klump, som
de slikkende Flmumer spillede omkring, og hvorfra de sprudende
Gnister fløj højt op i Skorstenen.
  Festbaalet var Aftenens Glanspunkt - det skete kun en Gang
om Aaret, at der var saadan en Overflod af Brænde paa Arnen,
og derfor var det ogsaa dobbelt behageligt at føle Heden saa
stærk paa Skinnebenene, at man gentagne Gange maatte gøre Kresen
større, fordi man ikke længere kunde holde ud at sidde saa nær
ved Ilden.
  - Juleknuden er noget, man skal se paa Afstand, sagde Korøgteren.
Hele Forsamlingen sad altsaa i en Halvkres, snakkede hyggeligt
sammen og stirrede ind i Ilden; kun de ældste Karle blev
siddende ved Bordet henne under Lampen og fik sig et Slag
Kort.
  Mens de allesammen rejste sig og flyttede omkring med Stolene,
havde Veva endnu en Gang vovet sig hen til Moderen og havde
hviskende spurgt, om hun alligevel ikke maatte gaa hen og se, at
Jesusbarnet var kommet i Kouterhuis! ...
  Men Moderen havde set paa Veva med en forundret Mine,
der var Svar nok, saa at Pigebarnet selv kunde indse, at det var
umuligt, at det ikke kunde lade sig gøre; og derfor hengav hun
sig i sin Skæbne, men stirrede bedrøvet ned mod Gulvet.
  - Nu er Englene ogsaa allerede paa Vej hertil med Juletræet
- saa nu vil du da vel ikke gaa hjemmefra? spurgte Forpagtersken
sin Datter.
  Men Veva brød sig ikke om Juletræet, og nu vilde eller kunde
hun ikke være glad ligesom alle de andre. Moderen havde imidlertid
for travlt og havde selv formeget at tænke paa, til at hun
kunde høre efter Børnegriller; og mens Toontje allerede var kommen 
op paa Faarehyrdens Knæ og hørte paa Fortællingen om
»Barnemordet i Bethlehem,« mens Tobaksrøgen drev som en Sky
igennem Rummet, og mens de alle i deres løsslupne Glæde gjorde
Løjer og snakkede op, sad den lille Pige nedslaaet i den mest
afsides Krog ved det lange Bord ganske alene. Hænderne laa
i hendes Skød, og hun stirrede hen i den fjærneste Krog af Køkkenet.

- 31 -
Der sad hun og tænkte over, hvor glade de nu maatte være
henne i det fattige Hus ... og den ene Taare efter den anden
faldt fra hendes glinsende Øjne. Moderen saa det godt, men hun
lod, som om hun ikke lagde Mærke til det, og da Faderen spurgte:
  - Hvad græder Barnet for? svarede hun kort:
  - Børnegriller! Hun har hittet paa, at hun vil over Stok og
Sten, i Sne og Kulde hen til Kouterhuis nu med det samme!
  - Hahaha! lo Faderen og forlangte ingen yderligere Forklaring.
  Pigerne lod ogsaa Barnet sidde for sig selv; de tiltalte hende
kun hemmeligt eller med skjulte Tegn, ti de vidste, at Forpagtersken
ikke vilde vide af noget »Surmuleri« hos Børnene. Veva fik
altsaa Lov at sidde ene hele Aftenen.
  Det var allerede blevet sent, og Julefesten var i fuld Gang, da man
hørte Træskoklapren paa Brostenene udenfor Huset, og da der blev
tudet i et Horn, saa det gav Genlyd over hele Gaarden. Der var nogen,
som ruskede i Dørklinken. Nu kom de, der støjede, puffedes og
stødtes, ind igennem Gangen; og pludselig gik Døren ind til Køkkenet
op, og de hellige tre Konger traadte ind. De var pragtfuldt
udstyrede: Kaspar havde en gylden Krone ovenpaa sin Hørparyk
og et langt, hvidt Skæg, der tegnede sig skarpt imod den side,
mørke Kappe; Me1chior var helt hvidklædt og bar en stor Stjærne,
som han drejede rundt paa en Stok; Balthasar, den mærkeligste af
dem alle, stod med et Ansigt saa sort som en Gryde og med skinnende
hvide Øjne og Tænder; han var klædt i lutter Dyreskind, ved
hans Side hang Kohornet, og i Haanden havde han Rumlepotten.
  De stillede sig alle tre med alvorlige Miner paa Plads ved
Siden af hverandre; som rigtige Konger rynkede de Øjenbrynene
for at se barske ud, og paa et givet Tegn hegyndte de samtidig
paa deres Sang. I Takt med Rumlepotten, der brummede med,
og den drejende Stjærne sang de:

Her kommer vi dragende med vor Stjærne
  - Aa haa haa, singsalia -
vi søger Herre Jesus, ham fandt vi saa gærne.
  - Aa haa haa saa saa! -

- 32 -
Vi indfandt os hos Kong Herodes før,
og Kongen kom selv og aabned sin Dør.
  - Aa haa haa singsalia! -

Herodes han sagde saa svigefuld:
- Den yngste af jer er saa sort som Kul!
  - Aa haa haa saa saa singsalia! -

Selv om han er sort, er han kendt, den Mand,
for han er Konge af Østerland.
  - Aa haa haa saa saa! -

Til Bjærgets Top har vi maattet gaa,
der saa vi vor Stjærne helt stille staa.
  - Aa haa haa saa saa singsalia! -

O Stjærne, du maa ej saa stille staa,
men du maa med os til Bethlehem gaa.
  - Aa haa haa saa saa! -

Til Bethlehem ind i den skønne Stad,
hvor Maria med Jesusbarnet sad.
  - Aa haa haa saa saa singsalia! -

Det lille Barn og den store Gud . . .
et glædeligt Nytaar det give os Gud!
  - Aa haa haa singsalia! -

  Da Sangens sidste Ord havde lydt, mildnedes de strænge
Kongers Træk pludselig, de tre Karle saa smilende paa hverandre,
det lod til, at de forundrede sig over sig selv, de var samtidig
stolte og undselige, de begyndte at tvivle paa deres kongelige Værdighed.
De stirrede omkring paa alle Gæsterne, der først nu lod
til at lægge Mærke til dem og genkende dem som gamle Naboer.
De gik nærmere hen til Bordet, hvor de tre store Glas »Gammel

- 33 -
klar Snaps« allerede stod skænkede. De klinkede med hverandre,
ønskede glædelig Jul i Stuen, og uden at lade sig nøde skyllede
de i et Drag den gode Drik ned. Pigen skænkede tre Gange
Glassene fulde igen, og da Kongerne fra Østerland saa, staaende
ret op og ned, endnu havde spist nogle Vafler, gik de, som de var
kommet. Deres brede Rygge og høje Skikkelser forsvandt i den
mørke Gang. Udenfor hørte man deres tunge Skridt, da de gik
bort, og deres høje Stemmer sang Ordene til en anden Sang:

De hellige tre Konger fra fjærne Land drog ud
og søgte offervilligt vor Herre og vor Gud.
De ofred Guld og Myrrha og knæled ydmygt ned
for Barnet, der var Ophav til Verdcns Herlighed!
  - Kyrie eleison! -

  I al den Tid, de hellige tre Konger var i Køkkenet, havde
Veva ikke haft Øjnene fra dem. Alligevel syntes hun ikke rigtig
godt om de tre Fyre, for hun havde en Følelse af, at de ikke var
»ægte.« De havde slugt Vaflerne saa graadigt, at Kinderne svulmede
paa dem, mens de spiste. og de havde stukket Snapsene ud
ligesom de Kvægprangere, der kom og handlede med hendes Fader.
Kongerne var hende for barske og deres Væsen for plumpt,
og hun vilde altid betragte dem som tre Fyre, hun maatte være
bange for. Det eneste, der havde tiltalt Pigebarnet, var den Sang,
de havde sunget. Den, syntes hun, maatte stamme langvejs fra,
og hun havde ikke ladet et eneste Ord af den gaa tabt. Det
sad hun og tænkte over nu ... hendes Blik var rettet imod Lysskæret
under Lampeskærmen, og stadig gik hendes Tanker hen til
hint andet Lysskær, til Krybben, hvor Barnet laa paa et Leje af
Straa mellem Oksen og Æslet og omgivet af Englene.
  Efterhaanden blev hun vækket af sine Grublerier af dn anden 
Sang, som den gamle Pige, Treze nu begyndte paa. Den
bragte Veva et nyt Syn, for den klang helt underlig og gammeldags:

- 34 -
Nu kommer Aftenstjærnen nær,
som fra det fjærne skinned her.
Hun gjorde vel!
Visse lulle, visse lel.
Jesus talte smukt Maria til.

Med revnede Mure Huset stod,
hvor Jesus Kristus sig føde lod.
Hun gjorde vel!

Saa satte hun Barnet paa sit Skød
og kyssed ham paa hans Mund saa rød.
Han var saa sød.

Saa satte hun Barnet paa sit Knæ.
Hun sagde: Stor Ære skal eder ske.
Hun gjorde vel.

Den Moder beredte sin Dreng et Bad.
Hvor yndigt dog Barnet i det sad.
Visse lulle, visse lel!

Med hægge Hænder tjatted han
og sprøjted ud over Karret Vand.
Hun gjorde vel.

Og Oksen saavelsom Æslet der,
de tilbad Drengen, der var saa kær.
Hun gjorde vel.
Visse lulle, visse lel!

Veva blev helt forskrækket, da Stemmen tav; det var, som
om den Stilhed, der indtraadte, slukkede det vidunderlige Lysskær,
som hun havde stirret ind i, og hvori hun havde set Vidunderet.
Nu faldt hendes Øjne paa den gamle, graahaarede Faarehyrde,

- 35 -
der sad i sine egne Tanker og stirrede mørkt ind i Ilden - han
lignede meget Sankt Josef, tænkte Veva. Toontje havde længe
lyttet til og siddet stille; nu blev han utaalmadig og løb rundt og
spurgte dem allesammen, om de ikke snart skulde ind til Juletræet.
  Men Veva blev siddende og lod ikke til at bryde sig om, hvad
der foregik omkring hende. Af og til saa hun et Ansigt, der vendte
sig om imod hende for at trøste hende; det var en Karl eller en
Pige, som gærne vilde oplive Barnet lidt. Tilsidst kunde gamle
Treze ikke holde ud at se paa det længere; og hun turde skride
ind, fordi hun var gammel, saa hun kom endnu en Gang hen
og spurgte Barnet, hvad der var ivejen.
  Veva havde forlængst sagt den gamle Pige, hvad hun længtes
efter og sørgede over, og Barnet havde allerede lagt Mærke til,
at Treze i al Stilhed talte indtrængende til Moderen og bad hende
om at lade den lille Pige faa sin Vilje.
  Nu kom hun igen hen til Veva, greb hende i Armen og sagde
heroligende til hende:
  - Saa, saa, lille Veva, sæt dig nu hen til os andre. Naar du
vil tie stille, saa skal vi lo, du og jeg, gaa hen og se paa Jesusbarnet;
men du maa vente, du maa lade som ingenting, til alle de andre
er gaaet!
  Veva saa forundret, halvt vantro paa den skikkelige, gamle
Treze; hun frygtede for, at de vilde narre hende, eller at det bare
var noget, de sagde for at berolige hende; men da Pigen blev
ved at nøde hende, gik hun dog nærmere hen til de andre.
  - Er det virkelig sandt? Skal vi derhen?
  Saa pludselig gik Døren op ind til den fineste Stue, og der
stod det dejlige Juletræ og prangede med mange straalende Lys.
Midt i det store Værelse, mellem Himmelsengen og det tunge
egetræs Skab stod det levende, grønne Grantræ med vidt spredte
Grene, bredt forneden og spidst lilløbende op imod Toppen - fuldt
af Lys, Baand, rødmossede Æbler, forgyldte Nødder, Klokker, brogede
Smaating og raslende Legetøj, der glimtede paa Baggrund
af de strittende, mørkegrønne Grannaale.
  Der lød et højt Forundringsskrig, da det hellige Træ kom
tilsyne. De var allesammen sprunget op; i uvilkaarlig Bevægelse

- 36 -
greb de hverandre i Hænderne, og Veva følte sig trukket med -de
sluttede Kres og begyndte at danse rundt omkring det smukke
Træ. Da de endelig stansede, stod Pigebarnet og smilede gennem
Taarer; hun vidste ikke rigtig, om hun skulde være glad eller
bedrøvet.
  Der stod Træet, og ingen turde røre ved det. Der gik en
lang Tid, hvor de allesammen stod og beundrede det og opregnede
alt det, der hang paa Grenene, viste det til hverandre og
gik rundt omkring Træet for at se det fra alle Sider.
  Forpagteren og hans Kone samt de ældste Tjenestefolk holdt
sig udenfor alt det; de stod i Døraabningen for at lade de unge
Mennesker have god Plads og for paa Afstand at tage Del i Glæden.
  Især den unge Kone frydede sig og var glad over at se, hvor
lystige Børnene var. Hun havde slidt og slæbt for at faa det altsammen
færdigt, og hun havde glædet sig næsten ligesaa meget
dertil som Børnene selv. Nu, da Øjeblikket var kommet, syntes
hun, det var saa fattigt, at der kun var to Børn, og hun tænkte
paa, hvor langt morsommere det vilde have været, hvis hun havde
haft en Flok paa seks eller otte til at løbe rundt om Træet! Og
nu blev hun ogsaa lidt ked af, at det gik saa daarligt med Veva
den Aften, at det var umuligt at tilfredsstille den lille Pige, og at
hun midt i hele Glæden vedblev at være saa bedrøvet for den
Barnegrilles Skyld. Fra først af havde hun ikke brudt sig videre
om det, hun havde troet, at det snart vilde gaa over; hun havde
holdt sig stiv af Ærgrelse over, at det nu saa ud til, at hele Glæden
skulde udeblive for saadan en Ubetydeligheds Skyld. I Feststemningen
og Travlheden havde hun selv næsten glemt det hele;
men undertiden trykkede det hende som en Bebrejdelse, at hun
trods alle sine Anstrængelser og trods alt det, hun havde gjort,
dog ikke havde skaffet sit Barn en glad Time. Nu kom den tossede
Ide og ødelagde alt det, hun havde glædet sig til! Det bragte
hende i daarligt Lune; hun blev gnaven og vred paa sit Barn,
men hun turde alligevel ikke lade sig mærke med det, ti med alt
det følte hun noget, der lignede Beundring for denne sælsomme
Attraa hos saadan en lille Pige, og hun vidste meget godt, at der

- 37 -
var noget særligt ved den stille og tavse Veva, noget, som hun
ikke selv forstod.
  Men hun vilde dog ikke give efter for den taabelige Grille,
det undsaa hun sig ved overfor sin Mand og Folkene paa Gaarden
- de vilde sikkert finde det latterligt, at hun saadan lod sig
lede af sit Barn.
  Og alligevel blev Bebrejdelsen ved at pine hende, og skønt
hun lod, som om hun var travlt beskæftiget, ødelagde den helt
den Glæde, hun paa Forhaand havde følt, og den Fornøjelse, hun
havde gjort saameget for at opnaa paa Juleaften - hun blev ved
at tænke paa Kouterhuis der langt borte og paa det Julebarn, der
ventedes.
  Det var intet Under, og det var med Rette, ti den rige Forpagterske
paa Heerenhof vidste og huskede kun altfor godt, at
Meetje Moeie, den udslidte, fattige Bedstemoder, nogle Dage iforvejen
i al Stilhed havde været hos hende for at tale om den Nød,
der var paafærde hos Datteren, som ved Juletid ventede det syvende
Barn. Meetje havde hverken spurgt eller tigget, men selve
Meddelelsen om Nyheden lød allerede som en barsk Klage, og
det var nok for Forpagtersken, der vidste, at Meetje Moeie i tresindstyve
Aar itræk havde hjulpet med til at luge og ruske Hørren
der paa Gaarden og tillige om Sommeren havde arbejdet i Roemarken
og havde bundet Høsten i Neg! Hun havde slidt sig krum
og skæv derved. Forpagtersken vidste ogsaa meget godt, at Manden
i Kouterhuis, der om Vinteren blev ved sin Væv, ogsaa om
Sommeren kom og gjorde det haardeste Arbejde paa Gaarden;
ja Konen selv gik hjemmefra og lod Børnene gaa for Lud og koldt
Vand for at tjene en Dagløn der paa Gaarden; og naar Børnene
først voksede til, fik de nok ogsaa snart Arbejde der og blev anvendte
i Stalden og paa Marken ..: de stakkels Djævle med stor
Tæring og ringe Næring havde det drøjt, især om Vinteren, og
for det meste led de Nød.
  Ærgrelsen over Barnets Sorg og tossede Griller og Tanken
paa den gamle, udslidte Kone, der endnu stedse maatte slide og
slæbe, og som nu, efter først at have opfødt sine egne Børn, lagde
sig i Selen for sin Søns - de to Ting vendte og drejede Forpagtersken

- 38 -
i sine Tanker og kæmpede med dem, saa at hun gik glip
af hele Glæden ved den dejlige Aften og sletikke mere havde
nogen Fornøjelse af sin egen Velstand. Det ærgrede hende, at
hun ikke tidligere havde tænkt paa at sende lidt Hjælp til de
fattige Stakler, og hun tænkte paa de sølle Smaabørn, der sikkert
ikke fik nogen glad Juleaften!
  Og nu kom tilmed gamle Treze og tiggede og plagede hende
om endelig at lade Barnet faa sin Vilje.
  - De kan jo se, at hun nu engang har sat sig det i Hovedet,
og hvad kan det gøre? ytrede det gamle Tyende.
  Forpagtersken vaklede; nu betragtede hun det ikke længere
som en Umulighed, og hun følte allerede paa Forhaand, hvilken
Glæde hun vilde faa af at stille sin eneste Datter tilfreds.
  Men hvad der tilskyndede og opildnede hende endnu mere,
det var den Tanke, at hun selv vilde blive helt glad og lykkelig,
hvis hun nu gjorde sin Forsømmelse god igen, hvis hun nu ogsaa
engang gjorde en god Gærning og hjalp de fattige Mennesker, der
før havde gjort saameget for hende. Det blev afgørende for hende.
Hun forestillede sig og nød dobbelt Glæden over den dobbelte
Overraskelse, hvormed hun samtidig vilde gøre sit Barn og de
fattige Stympere glade.
  - De har vel knap nok en Stump Linned i Huset til at svøbe
det nyfødte Barn i, tænkte hun; og her har jeg jo endnu alt det
liggende, som vi i sin Tid har brugt til Toontje!
  Forpagtersken havde næppe taget sin Beslutning, førend den
glade Forudfølelse gennemrislede hende som en usigelig Fryd,
fordi hun vilde tilfredsstille sig selv. Hun tænkte ikke mere paa,
at det vilde være flovt; hun brød sig ikke længere om, al hun
undsaa sig for sin Mand, og al det vilde vække Opsigt mellem
Folkene.
  I Forbigaaende hviskede hun nogle Ord ind i Øret paa Treze,
og den gamle Pige lod sig det ikke sige to Gange - hun forsvandt
ind i Stuen ved Siden af, uden at nogen lagde Mærke til det. Hun
kendte hele Huset ud og ind; hun vidste til Punkt og Prikke, hvor
alting laa gemt, som om det var hendes eget, for hun havde jo
tjent der hele sit Liv og kunde hele Husholdningen udenad. Hun

- 39 -
behøvede følgelig ikke at gaa ret mange Skridt for at finde, hvad
hun skulde bruge, og da hun gjorde det med Glæde, og da det
var en god Gærning, vilde hun gøre det ordenligt.
  - Nu gaar det nok! mumlede hun imellem Tænderne, og da
hun havde knyttet de to store Pakker Linned og Børneklæder og
Svøb, blæste hun det Lys ud, hun havde set ved, og viste sig atter
inde imellem Folkene.
  Imidlertid havde Forpagtersken i et Anfald af overstrømmende
Glæde taget sin Datter under Armene, sat hende paa sit Skød og,
med et Blik paa Juletræet sagt:
  - Naa, Veva, hvad siger du saa? Er du stadigvæk bedrøvet?
Sikke dejlige Sager! Har Englene fra Himlen ikke gjort deres Ting
godt?
  Veva nikkede stille og tilfreds.
  - Jo, Moder, svarede hun, men jeg vilde alligevel hellere have
Jesusbarnet at se.
  - Ti nu stille, hviskede Moderen ... naar alle de andre er
borte, gaar Treze og jeg over og ser Barnet, og saa skal du faa
Lov at gaa med!
  Det gav et Sæt i Veva; hun turde ikke rigtig tro paa det.
  - Er det virkelig sandt, Moder?!
  Moderen nikkede, og saa kyssede hun Barnet bag Øret og
satte hende ned paa Gulvet igen. Fra det Øjeblik af vidste Veva
sletikke længere, hvad der hændte; hun følte ikke mere Jorden
under Fødderne paa sig, og hun saa vantro paa alt og alle omkring
sig for at blive sikker paa, at det var rigtigt, hvad hun
havde hørt.
  Nu var Folkene fordelte paa to Steder. Nogle stod endnu i
den fine Stue omkring det klart oplyste Juletræ, andre var atter
gaaet ud foran Ilden i Køkkenet; men endnu satte ingen af dem sig
ned, ti de begyndte saa smaat at tænke paa at gaa til Julemesse.
  Forpagtersken gik ogsaa sin Vej, for at gøre sig færdig, sagde
hun; hun gik ind i Sovekammeret, hvor hun fandt de to store
Pakker, som Treze havde gjort istand. Saa søgte hun nogle Klædningsstykker
frem fra et Skab, gennemrodede Kister og Skuffer og

- 40 -
stak det altsammen ind og pressede det sammen, til der ikke
kunde være mere.
  - Juledag er en meget passende Dag til at hjælpe andre og
gøre en god Gærning paa, mumlede hun.
  - Ja, der sagde I et sandt Ord, Madmoder, stønnede den
gamle Pige, der paa sine Strømpefødder havde arbejdet sig op ad
Trapperne; hendes tandløse Kæber klaprede imod hinanden af
Anstrængelse, mens hun talte.
  - Du kan ikke slæbe alt det alene, jeg skal nok tage noget
af det.
  - At I virkelig vil det! Ikke for Hjælpens Skyld ... men at
I virkelig vil gaa med over til de fattige Mennesker; I bliver saa
velkommen som en Guds Engel!
  - Ja, vist gaar jeg med, Treze.
  - Gud lønne jer for det, Madmoder, svarede Pigen blidt. Saa
gik de nedenunder, og der lod de Pakkerne staa - de havde aftalt
iforvejen, at Treze skulde smugle Sagerne ud, uden at Folkene
fik det at vide, for at ingen skulde blive misundelige.
  Bonden og hans Folk stod færdige, og nu gik de samlede ad
Landsbyen til.
  I den fine Stue laa Toontje og sov med Hovedet paa en Stol;
i den ene Haand havde han et stort Æble, og den anden var fuld
af forgyldte Nødder.
  En af Pigerne tog Drengen, som han laa, og bar ham ind
i seng.
  Veva vaklede endnu stedse mellem Haab og Frygt; hun stod
og ventede for at se, om det var Moderens Alvor, og nysgærrig
efter at faa at vide, hvad der nu skulde ske. Hun troede endnu
stadigvæk, at de holdt hende for Nar for at faa hende iseng uden
altfor meget Vrøvl, og hun forudsaa, at Moderen ubemærket vilde
forsvinde og overlade hende til en af Pigerne. Barnet syntes, at
der nu pludselig var blevet saa underligt stille i det store, tomme
Køkken, nu da alle Folkene gik deres Vej - og Ventetiden blev
saa ængstelig lang for hende.
  Men nu, da den ene Pige var ovenpaa med Toontje, og da de
andre, der skulde blive hjemme, gik en Runde gennem Staldene

- 41 -
og over Gaarden, benyttede gamle Treze Lejligheden til at hente
Pakkerne ned og bære dem ud i Gangen foran Gadedøren. Imidlertid
sneg Forpagtersken sig ud i Hættekaabe og med sin bedste
Hue paa Hovedet.
  - Skynd dig og tag dine Træsko og dit Sjal paa, vi skal til
Julemesse, sagde hun til Veva, saa højt, at Pigen kunde høre det
ovenpaa. Barnet forstod Knebet; nu følte hun sig sikker, og paa
et Øjeblik var hun færdig.
  Treze gjorde Tegn til den lille Pige om, at hun skulde gaa
iforvejen med hende; Moderen indhentede dem nok.
  - Nu gaar vi, Marie! Pas nu godt paa Gaarden og sørg for,
at Kaffen er varm!
  Og uden at vente paa Svar fra Pigen trak Forpagtersken
Gadedøren i efter sig.

III.

OVER hele den store Flade, saa langt Øjet
rakte, laa Sneen og glitrede i Maaneskinnet.
  Det første, Veva gjorde, var at kigge op i
luften for at genfinde den store Stjærne, og hun
fortalte ivrig Treze om, at hun havde set den
staa lige bagved det lille Hus, hvor Jesusbarnet
var blevet født.
  Men nu var del noget helt andet: alle Himlens Stjærner var
tændte! Hele den mørkeblaa Himmel vrimlede af Stjærner; store
og smaa, alle imellem hverandre og tæt ved Siden af hverandre
sad de og funklede og tindrede som skælvende Ildprikker, som
lokkende Øjne, der idelig glippede og blinkede. Og der, lige midt imellem
dem, svømmede den skønne, runde Fuldmaane, som kastede
et Sølvskær over hele Verden og fik den hvide Sne til at glinse
overalt, hvor man saa hen. Vinden havde lagt sig, og Natten var
ganske stille. Sneen knitrede og peb for hvert Skridt, og det
frøs saa stærkt, at den laa som blødt Mel, der støvede under deres
Fødder.
  Nu ved Nattetide syntes Veva, at der var endnu langt mere
tomt og stille, end der havde været tidligere paa Aftenen. Det
ængstede og glædede hende paa samme Tid, naar hun tænkte
paa, at det nu var Nat, den rigtige, hellige Julenat, og at de var

- 46 -
paa Vej for at se Jesusbarnet - det var altfor overvældende, til
at hun kunde tro det. Hun travede afsted mellem Treze og Moderen 
- det var det eneste, der gav hende Vished for, at det ikke
var i Drømme, hun gik herude paa denne snedækte Mark. Ja,
saa var der jo ganske vist Kulden! Den bidende Kulde, den
tog sandelig fat overalt, hvor den fandt Hud at virke paa, og den
sved, saa det gjorde ondt i hele den lille Piges Krop. Hjemme
ved Arnen havde der været saa varmt, at nu kunde hun næsten
ikke holde det ud herude - saa stor var Forskellen. Men da
Moderen hørte, at Tænderne klaprede i Munden paa hende, bredte
hun sin Kaabe ud over den lille Piges Hovede, og nu havde Veva
det rigtig godt; hun gik ligesom inde i et lille Kapel, ganske vist
i Mørke, men hvor var der dog varmt og dejligt! Nu vidste hun
ikke længere selv, om hun gik fremad eller marsjerede paa Stedet,
hun lod sig bare føre med; hun holdt Moderen i Haanden og gik
og drømte om sin usigelig store Lykke.
  Forpagtersken og hendes Pige snakkede sagte med hinanden,
men Veva hørte ikke efter, hvad de sagde, ti hun var fordybet i
sine egne Tanker.
  En Stund efter aabnede Veva en Split i Kaaben, og da hun
med det ene Øje kiggede ud igennem den, saa hun foran sig den
gamle Pige, Treze, der med sine Pakker paa Armen og med vidt
aaben Kaabe lignede en vandrende Høstak. Men Veva vovede
ogsaa at se med det andet Øje for at kunne søge ud i det fjærne,
og sandelig:
  - Se, Moder! raabte Pigebarnet. Kan du se? Der brænder
Lys endnu! Der er det!!
  - Ja, der ligger Konterhuis; vi er der straks ... men hvad
vil du nu sige til Barnet?
  Veva vidste ikke, hvad hun skulde svare; hun havde aldrig
tænkt paa at sige noget til ham - det turde hun rigtignok ikke
vove - hun længtes kun efter at faa Lov til i al Stilhed at se
paa ham.
  - Jeg ser bare paa ham, Moder, sagde hun saa.
  - Men har du sletikke noget at bede ham om? Det var
da flovt.

- 47 -
  Veva tænkte over Sagen, men hun kunde ikke bekvemme sig
til at gøre mere end at se paa det guddommelige Barn. Hun var saa
opfyldt af Ærbødighed for det, hun skulde have at se, og hun
skattede den Gunstbevisning saa højt, at ingen anden Attraa kunde
finde Rum i hendes Hjærte. Hun følte sig simpelthen som den
ringeste blandt de Hyrdinder, der, opfyldte af salig Fryd, men ogsaa
af Frygt, sagte nærmede sig og knælede ned og næppe nok
vovede at se op paa ham, der lige fra Himlen var stegen ned til
Jorden. Hun kunde ikke forestille sig andet, end at hun var paa
Vej hen til Barnet for at tilbede det, og deri laa hele hendes store
Lykke. Men nu kom Moderen med et Forslag, der var en ny
Overraskelse for hende, saasnart hun hørte det:
  - Du man bede Jesusharnet om at komme hjem paa Gaarden
til os ad Aare, sagde Moder.
  Aa ja, det havde hun ikke tænkt paa! Det var en udmærket
Lejlighed til at udbede sig den Gunst til næste Aar.
  - Ja, gid det var saa vel! sagde Treze.
  Ingen af de tre talte mere; det var, som om de alle hlev
tavse af Ærefrygt, fordi de nærmede sig Huset. Det Lys, de havde
set straale saa langt borte, var nu lige ved; og sandelig, de sagtnede
alle tre deres Skridt og tav for ikke at bryde Freden, ti her
var endnu mere stille end selv midt ude paa Marken, hvor der
ikke fandtes et levende Væsen. Ved Døren tøvede de endnu lidt,
førend Treze ganske sagte bankede paa Vinduet med Knoen og
med Ansigtet trykket op imod Revnen hviskede:
  - Luk op, Meetje. Det er Treze. Jeg kommer i godt Selskab
....
  Veva turde næsten ikke trække Vejret, saa betaget og undselig
var hun. Hun var fremdeles bange for, at hendes Haab i sidste
Øjeblik skulde glippe, at de ikke skulde faa Lov at komme indenfor,
eller at de ikke skulde faa Barnet at se, eller at det maaske
allerede var borte igen ...
  Men Meetje aabnede hurtig Døren, og:
  - Hvad er til Tjeneste? spurgte den lille Kvinde forundret
over at faa Besøg saa sent.
  - Forpagtersken fra Heerenhof og hendes Datter vilde meget

- 48 -
gærne have Juleharnet at se, svarede Treze i samme, kunstlet
højtidelige Tone. Men det gjorde ogsaa straks sin Virkning.
  - Men dog! Men dog! Men dog! udbrød Konen dæmpet.
Hvem er det dog, der kommer og ser til os? Er det virkelig
sandt? Er det Fruen selv?! Sikken en Ære! Og Treze, gamle
Treze, er hun ude saa sent! . . . Aa Herregud, aa Herregud,
sikke noget, der han hænde!! Og ovenikøbet Julenat! Kom indenfor;
jeg lader jer staa herude i Kulden og fryse!
  Den gamle var helt forlegen; hun udtalte mumlende sin Forundring
og snakkede om, at det ikke var hendes Skyld, at det var
mørkt, for de havde kun en Lampe, og den maatte brænde inde
i Væverset...
  Veva smuttede ind med imellem Moderens Skørter, og Barnet
blev forskrækket staaende og stirrede ind i Mørket . . . og
bævede.
  - Kom her, Folkens, sagde Meetje og skubbede sagte Døren
op ind til Kammeret, hvor Lampen brændte.
  En varm, muggen Luft slog ud imod dem, men hverken Forpagtersken
eller Pigen kunde se, hvorledes de skulde komme
indenfor. De maatte sidelæns en for en skubbe sig frem imellem
Kaminen og Stolene; Kammeret var saa lille, al der næsten ingen
Plads var tilovers, Væven og Sengen fyldte det helt.
  Manden var sprungen op fra sit Sæde ved Ilden, og nu stod
han og stirrede paa de indtrædende.
  Han søgte at gøre Plads, skubbede Stolene afvejen og stillede
sig selv helt ind i Krogen. Hans Kone henne i Sengen aabnede
et Par store Øjne og satte sig halvt overende for at se; saa opklaredes
hendes Ansigt af et svagt Glædessmil.
  Der var saa fuldt under det lave Bjælkeloft, og mellem de
hvidkalkede, lerklinede Vægge stod alting saa sammenstuvet, at
man ikke kunde overskue nogetsomhelst. Men Veva havde dog
straks gjort en Opdagelse: foran Sengen, som Konen laa i, stod
der et Trætrug paa fire Træben, og deri laa noget, som var indsvøbt
i Klude og Pjalter ... og nu saa hun ogsaa, at helt inde i Krogen,
bag den grangivelige Krybbe stod Leentje og Trientje! De kiggede
sky op med et forbavset Udtryk i Ansigtet, og Veva saa, at de to

- 49 -
der vaagede over Krybben, som Barnet aabenbart maatte ligge i.
Nu stod den lille Pige og tænkte over, hvorledes hun skulde komme
hen til Krybben, men hun turde hverken røre sig eller aabne
Munden.
  - Naar man rykker tæt sammen, saa har man det lunest,
hviskede Konen. Der er lidt snævert herinde, men vi sidder
allesammen i en og samme Rede, saa sparer vi Ildebrændslet ...
den ene varmer den anden, skal jeg sige ... og saa pegede hun
paa et mørkt Hul i Jorden mellem Fodenden af Sengen og Muren:
  - Der ligger allerede to og sover; og de to ældste kan ogsaa
være der - det er Pigernes Seng, og der - og saa pegede
hun ned under Pedalerne paa Væven - der har Drengene deres
Seng, de ligger der ogsaa allerede.
  Det var for mørkt, til at man kunde skælne nogetsomhelst,
og Forpagtersken maatte langsomt gøre sig klart, hvordan der
vrimlede af Børn her, og hvorledes de var anbragte alle mulige
Steder.
  - Saa maa de Stakler altsaa sove paa den bare Jord?! spurgte
hun medlidende.
  - Aa, der har de det lunt og godt. De har et Par Sække
og noget Blaar at ligge paa, og de holder hinanden varme, ytrede
Meetje Moeie.
  - Ti dog stille, væk dem endelig ikke, hviskede Forpagtersken,
ti hun frygtede hele Tiden for, at der skulde blive et forfærdeligt
Spektakel, naar alle de Unger paa en Gang levede op.
Men du gode Gud, hvor var det dog muligt at bo her i den
Grad sammenstuvede! Nu var hun ganske paa det rene med, at
her var Trang til meget andet end Barnesvøb og Linned. Hun
vidste knap nok, hvor hun turde træde, og hun vidste ikke, hvad
hun skulde gøre eller sige - hun skammede sig over, at hun
var kommen, hun befandt sig ikke vel ved det, og hun var
ked af, at hun ikke havde taget meget mere med; hun havde
ikke haft den Glæde af det, hun havde ventet, og nu blev
hun klar over, at hun havde taget sig det for let, og at hun paa
sit Julebesøg burde have bragt mere virksom Hjælp. Da hun saa
sig om efter Veva, opdagede hun, at den lille Pige allerede - Gud

- 50 -
ved hvordan - havde arbejdet sig ind i Krogen bag Vuggen mellem
den og Sidevæggen i Kaminen, og der stod hun presset ind imellem
de to andre Pigebørn - den ene af dem løftede en Stump Tæppe,
der var lagt over Trækrybben, og Vevas Hovede sad imellem de
to andres; de bøjede sig ned over Barnet og blev staaende ubevægelige
i stadig Beundring.
  Fra det Øjeblik af, da Veva havde set Barnet, vidste hun ikke
længere, hvad der foregik omkring hende - hun stirrede paa Barnet,
et lillebitte Barn med sammenknebne Øjne og Mund, et ganske
lille Ansigt ikke større end en knyttet Haand . . . hun saa paa
det og kunde ikke blive træt af at betragte det. Hun havde endnu
aldrig set saadan et usselt lille spædt Barn, og i Førstningen
turde hun ikke rigtig tro paa, at det var levende.
  Forpagtersken var travlt optaget af Konen, der laa i Sengen,
og af Manden, der stod ret op og ned; hun mumlede sagte, hvad
hun vilde sige, og Treze var tillige med Meetje Moeie ifærd med
at pakke ud, hvad de havde haft med. Men Veva hverken saa
eller hørte. Som hun stod der, henrykt og i Besiddelse af det,
der havde været hendes højeste Ønske, følte hun sig overbevist
om, at hun virkelig stod ved Krybben og saa paa Jesusbarnet, og
hun tænkte ikke et Øjeblik pna, at det var saa helt anderledes,
end hun havde forestillet sig det. Der var intet af det overnaturlige
Lys, hun saa hellerikke noget til den Herlighed og Straaleglans,
der maatte udgaa fra det guddommelige Barn; der var ingen
Engle, som svævede frem og tilbage, og helleringen Sang; men
alt det savnede Veva ikke engang, ti det vidunderlige Lys udstraalede
fra hendes egen inderste Sjæl og skinnede ud over alt,
hvad hun kastede sit Blik paa; og den usigelige Armod og Fattigdom
i det snævre, klamme Vævers bragte hende uvilkaarlig til
at sammenligne det med den usle Stald i Bethlehem, hvor Vinden
ogsaa frit kunde blæse ind igennem Hullerne. De saare dagligdags
Ting forekom hende allesammen saa vidunderlige, at hun
stadig maatte anstrænge sig for at overbevise sig selv om, at det
hele ikke var en Drøm; men hun følte altfor tydeligt Haarlokker
kildre paa bægge sine Kinder, og mod sine egne Skuldre følte
hun paa hægge Sider de Skuldre, der tilhørte hendes Legekammerater

- 51 -
Leentje og Trientje, der lod til at være ligesaa overvældende
som hun selv og stod ubevægelige af Beundring.
  Veva indsaa kun altfor godt, hvor langt herligere og kosteligere
det var for Leentje og Trientje at have saadan et lille Barn hjemme
hos sig selv, mens hun maatte nøjes med et enkelt Juletræ og
nogle Smaating. Men nu følte hun sig alligevel ikke længere
misundelig paa de stakkels Smaapiger, hun maatte være dem
usigelig taknemmelig, fordi de vilde lade hende faa Del i Skatten,
fordi hun fik Lov at komme ind og se Barnet!
  De tre havde endnu ikke talt et Ord med hverandre, men nu
spurgte Moderen halvhøjt:
  - Naa, Veva, hvad har du saa taget med til de søde Børn?
Den lil1e stod skamfuld og forfærdet, og alt, hvad hun gjorde,
var at se bedrøvet op, fordi Moderen havde afsløret hende, saa
at hun maatte indrømme sin dadelværdige Forsømmelighed. Hun
havde saa lidet ænset, hvad Englene havde bragt hende selv, og
Tanken om Julebarnet havde optaget hende i den Grad, at hun ikke
engang havde tænkt paa at tage noget af sit med til Børnene der
i Huset. Hun havde gærne givet dem alt, hvad hun ejede!
  - Naa, vil du blive her, eller skal Treze følge dig hjem? spurgte
Forpagtersken.
  Veva rørte sig ikke. Hun stod som en Billedstøtte og vidste
ikke, hvad hun nu skulde gøre - hun vilde saa gærne blive!
  - Naa ja, nu gaar vi i Kirke, saa kan du blive her, til vi
kommer tilbage . . . Veva længtes bare efter, at de vel var gaaet,
for at hun kunde være sikker paa, at hun fik Lov at blive.
  Manden og den gamle Kone fulgte Forpagtersken og Treze
ud, og nu blev der helt stille i Stuen. Veva tog en Stol og satte
sig paa den, og de to Smaapiger stillede sig op ved hver sin Side
af Krybben, som om de holdt Vagt ved Julebarnet. Meetje Moeie
sjokkede frem og tilbage paa sine Hosesokker, lagde Hørstængler
paa Ilden og rørte i sin Kasserolle. Manden var ikke kommen
ind igen, saa han var sikkert ogsaa gaaet til Julemesse.
  Leentje og Trientje turde fremdeles ikke aabne Munden af Ærbødighed
eller af Frygt for at vække Barnet; men i Vevas stille
Sind var det hendes højeste Ønske at se Barnet vaagen eller idetmindste

- 52 -
at se det slaa Øjnene op, men det lod ikke desto mindre
til, at det vilde sove videre. Naar Veva af og til saa op, fik hun
hver Gang Øje paa det udtærede Ansigt med det blide Blik og det
evige Smil hos den magre Kone, der laa i Sengen; hun lod til
at være saa lykkelig, og hendes Blik var stadig fæstet paa de tre
smaa Piger og paa Krybben.
  Veva vidste egenlig ikke, om der var gaaet kort eUer lang Tid,
men hun blev forundret og forskrækket, da hun igen hørte nogen
gaa med Gadedøren, og da Moderen allerede kom tilbage for at
hente hende.
  - Kom nu, min Pige, nu gaar Folk hjem iseng, og det skal
vi ogsaa gøre, sagde Forpagtersken.
  Veva blev staaende; hun havde lagt bægge sine Hænder paa Randen
af Krybben, fordi hun ikke turde røre ved Rarnet selv, og nu
syntes hun, det var kedeligt, at hun skulde tage Hænderne bort
og skilles fra Barnet. Hun skævede endnu en sidste Gang hen efter
Krybben, inden hun skulde gaa, og se: netop nu var der noget,
der rørte sig, og det lod til, at den lille Jesus var ved at vaagne!
Han slog Øjnene op og smilede! Vevas Hjærte begyndte at banke
stærkt, og hun turde ikke flytte en Fod.
  Men Moderen trængte paa:
  - Naa, kom nu! Det bliver sent, Klokken er mange, og Folkene
er allerede derhjemme.
  - Moder, Moder! sagde Pigebarnet, og hun vilde fortælle,
at der nu skulde ske noget, det, som hun hele Tiden havde ventet
paa ... men Forpagtersken forstod ikke, hvad hendes Datter
mente.
  - Imorgen, naar du har sovet, kan du komme herover igen.
Veva var nødt til at gaa med. Treze gav Barnet et Sjal over
Skuldrene og tog hende ved Haanden.
  - Sig saa godnat eller rettere sagt godmorgen! Men pludselig,
som ved en Indskydelse, tog hun sig i det ... nej, det er jo
sandt: Glædelig Jul, Forpagterske, glædelig Jul allesammen! Jeg
havde rent glemt, at det allerede er Juledag!
  - Glædelig Jul! ønskede de saa allesammen hverandre.
  Manden fulgte dem, Meetje Moeie gik ogsaa med ud i

- 53 -
Døren for at takke Forpagtersken, og Konen henne i Sengen
raabte ligeledes sine Taksigelser efter hende, hvorpaa den unge
Frue gjorde Undskyldninger og lovede Dagen efter at sende endnu
et og andet og at sørge for Barnet i alle Maader ...
  - I skal se, raabte gamle Treze til allersidst til Meetje Moeie,
I skal se, Julebarnet bringer nok Lykke tilhuse.
  Lille Veva gik og holdt Treze i Haanden; hun havde ikke
engang tiere turdet vende sig om for at se efter Krybben, og hun
havde hellerikke haft Mod til at love Leentje og Trientje noget,
endskønt hun var fast besluttet paa at dele alt det, hun havde
faaet den Aften, med Pigebørnene.
  Men saa kom hun til at tænke paa noget andet, og det gjorde
hende endnu mere bange: hun havde glemt at bede Barnet om,
hvad Moder havde paalagt hende! Hun turde ikke bekende sin
Glemsomhed for Moderen, og nu pinte den hende som en stor
Forseelse ...
  Hele Egnen laa ligesaa stille i Natten, som da de kom; den
vældige, hvide Mark var endnu stadig badet i det forunderlige
Lys; men over Sneen gik der hist og her nogle sorte, menneskelige Skikkelser
- det var Folk, der skulde hjem fra Kirke.
  - Moder, imorgen kan jeg gaa derover igen og tage min
Part fra Juletræet med til Børnene, ikke?
  - Ja, det maa du godt, min Pige.
  - Har de Børn sletingenting faaet, Moder?
  - Nej, min Pige.
  - Nej, men saa har de Julebarnet, ikke, Moder?
  - Ja, de har jo Julebarnet, sagde Forpagtersken; og Veva
tænkte paa, at Moderen havde sukket saa dybt, da hun sagde
det. Og hvorfor lod Trientje et medlidende: »Ork, Barn dog!«
følge efter?
  Ingen af de tre sagde mere; de gik bare henover Sneen, som
idelig knirkede under Fødderne paa dem. Veva saa op paa Stjærnerne,
der stadig blinkede lige stærkt, og hendes Hjærte var opfyldt af
Glæde og Angest; hele hendes Sind var betaget af, hvad hun
havde set. Hun kunde ikke forstaa alt det hemmelighedsfulde,
der foregik omkring hende, og meget af det, hun tænkte paa,

- 54 -
kunde hun hverken finde Rede i eller give Udtryk for. Hun længtes 
bare efter at faa sovet for at kunne bringe sine Gaver over
til Kouterhuis og se, hvor glade alle Børnene vilde blive.
  I det store Køkken paa Forpagtergaarden var der igen lutter
Larm og Røre; der var lyst og varmt og mange Mennesker som
ellers ved højlys Dag. Kaffen duftede, og de store Hvedekager
laa færdigsmurte opstablede paa Tintallerknerne. Der blev ønsket
hver enkelt af de nyankomne »glædelig Fest,« og saa tog de
allesammen Plads ved det store Bord. Nu kom Kødet igen for
en Dag, og Glassene blev skænkede fulde.
  Veva stod undselig som et i fremmed Hus; hun følte ingen Trang
til at meddele nogen, hvad hun havde set; hun holdt stadig Øje
med Moderen og Treze og var bange for, at de skulde fortælle
noget - hun vilde beholde sin Lykke for sig selv. Da hun pludselig
fra Kulden udenfor kom ind i Varmen, overvældede Søvnigheden
hende straks; uden at hun selv vidste af det, faldt hun
sammen ved Bordet med en Hvedekage i Haanden, og uden at
mærke det blev hun løftet op, baaren iseng og dækket til med
varme Tæpper. Hun sov trygt.
  Men det, hun drømte den Julemorgen, var tusind Gange
skønnere end alt, hvad hun i Nattens Løb i Virkeligheden havde
set og oplevet.
  Hun havde faaet Vinger, og som en Engel svævede hun hen
over den snedækte Mark og bar Juletræet med alt, hvad der var
paa det, i sin Haand saa let som en Fjer. Hun behøvede ikke
at søge efter Vejen, for nu stod den store, smukke Stjærne atter
ovenover det lille Hus, og dens syv glødende Straaler funklede.
  Veva dalede ned igennem Skorstenen uden at støde imod
nogetsomhelst, og nu var Huset fuldt af Lys og herlig Straaleglans.
Hun bragte sit Juletræ med de brændende Lys derind ogsaa. I
Krybben laa Jesusbarnet nu med et Æble i Haanden og lignede
selv et rødmosset Æble. Han havde en snehvid Skjorte paa, og
han laa der og lo paa et Leje af gyldne Havrestraa; hans blaa
Øjne var aabne, og han saa venlig hen paa Veva og rystede sine
skønne, bølgende Lokker. Leentje og Trientje var der ogsaa tilligemed
alle de andre Børn saavelsom Hyrderne og Hyrdinderne, og de
sang, saaledes som man synger i Himlen, den allerskønneste Sang:

- 55 -
O Hyrder, forlad eders Bukke og Geder,
ti Herren, der skabte Alverden, for eder,
som alle forstødtes, paa Jorderig fødtes.
Han blev lagt i en Krybbe i en Stald,
o Brødre, for Adams Fald.
I Lin kan man finde ham indsvøbt derinde.
Hans Moder er Møen saa ren,
hans Fader den Gud, som er en.
I Hyrder, brug rapt eders Ben!
Hyrdefolk, løb, løb, Hyrdefolk, løb, løb!
Hyrdefolk, løb, løb, Hyrdefolk, løb, løb!
Spæde Barn dog, saa saa saa!
Græd ej mere, naa naa naa!
- - -
  Juletræet stod i Midten; det var saa stort, at det fyldte hele
Kammeret, og nu dansede Hyrderne og Hyrdinderne rundt omkring
det; Veva dansede ogsaa baade med Leentje og med Trientje.
Og derpaa gik Veva helt hen til Krybben og saa paa det
straalende skønne Barn. Hun bøjede sig dybt ned over det, og
med al den Inderlighed, hendes spæde Barnehjærte rummede,
hviskede hun ganske sagte og gentog det to Gange:
  - Lille Barn Jesus, Moder beder dig om ogsaa at komme
over til os ad Aare!
Og Veva kunde tydeligt se, at Barnet nikkede venligt til hende
og smilede!